fbpx

Skåneland-triumf for Lea og Giovanni Torkdahl

Lea Olsen sadlede onsdag eftermiddag vinderen af ét af Sveriges bedste 2-årsløb på dirt, det 1600 meter lange Skånelandlöpning. Giovanni Torkdahl – der er ‘fætter’ til den svenske Derbyvinder Bullof Wall Street – viste sig nemlig helt overlegen og vandt med fem længder foran Exit To The Moon.



Under Per-Anders Gråberg indledte Lope De Vega-sønnen Skånelandlöpning som anden-tredje bag Bent Olsens førende Troja (Hard Spun). Indvendigt lå Exit To The Moon, hvorefter favoritten Tic Tac (Starspangledbanner) fulgte et par længder foran staldkammeraten Yobro (Al Wukair).

Ved indgangen til opløbet holdt Troja fortsat stand i front, men hun var hårdt presset af især Tic Tac, som en kort overgang tog fronten for Martin Rodriguez.

Kort forinden var Giovanni Torkdahl løbet ind i pladsproblemer, og Gråberg måtte kortvarigt tage op i sin hest for at genskabe balancen på det dyngvåde underlag.

Og så skiftede den irskopdrættede fukse hingst bare gear igen og slog contra på Tic Tac, som intet kunne stille op. Giovanni Torkdahl vandt med fem længder foran Exit To The Moon, som til slut kom lidt tilbage og fravistrede andenpladsen fra Tic Tac.

Giovanni Torkdahl og Per-Anders Gråberg vinder Skånelandlöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren i Skånelandlöpning var 165.000 svenske kronor værd for Ole Torkdahl, som købte sin 2-årige fukse hingst for 20,000 pund på forårets Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

Giovanni Torkdahl er ud af den ustartede Street Cry-datter Carte De Visite, som selv er halvsøster til Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinderen Raven’s Pass (Elusive Quality) og Breeders’ Cup Handicap (G3)-vinderen Gigawatt (Wild Again).

En anden søster, ustartede Dovie (Coronado’s Quest), er mor til Niels Petersen-trænede Bullof Wall Street (Tapizar), som i 2020 både vandt Voterlöpning og Svenskt Derby på Jägersro.

Og muligheden for at gå Bullof Wall Streets hovspor eksisterer i bedste velgående, for Giovanni Torkdahl er tilmeldt næste sæsons svenske Derbyserie, og Lea Olsen proklamerede efter onsdagens sejr, at der nu gås “all in” på den forjættede Derbytriumf på Jägersro i 2024.

Giovanni Torkdahl, som her startede på dirt for første gang, har vundet to gange tidligere på Klampenborg i år, og dertil var han anden, slået med kort hoved, af den senere Kriteriums-vinder Biot (City Light) i Stutteri Hjortebo 2-års Grand Prix.

Giovanni Torkdahl og Per-Anders Gråberg modtages af træner Lea Olsen efter sejren i Skånelandlöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Onsdagen på Jägersro bød i øvrigt på tre sejre til championtræner Lennart J:r Reuterskiöld, som både kunne mødes med 4-årige Una Matina (Golden Horn), 3-årige Déjà Vu (Hurricane Red) og 2-årige Zidane (Areion) i vindercirklen.

Sidstnævnte vandt Kriterium Trial foran Bent Olsen-duoen Fallen Angel (Giant Sandman) og Pepe (Juniper Tree). Efter to forhåndsafbud var kun tre heste til start i opgøret.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top