fbpx

“Nu sigter vi mod Marit Sveaas”

Den danske championtræner Bent Olsen fik ingen sejr med hjem fra Bro Park i aftes, men alt i alt var træneren godt tilfreds med sit udbytte.


“Jeg synes, at de fleste heste præsterede godt. Det er klart, at jeg gerne ville have vundet med Brownie, men nu sigter vi mod Marit Sveaas med ham og håber, at vi kan gentage sidste års sejr”, siger Bent Olsen straks efter at være landet i Kastrup.

”Jubilance leverede også et topløb i Stockholms Stora, men han endte desværre som den første udenfor pengene. Han kunne bestemt være sin indsats bekendt”.

Hoku og No Comment fik præmier som tredje og femte i Zawawi Bro Park Vårsprint (L) bag vindende Captain America, og Stein Modahls Sliceoflife sluttede ligeledes femte i et 3-årsløb efter en uheldig rejse i slutningen af opløbssvinget. Eneste heste uden for præmierækken var Call Of Duty i Kapps Stora Pris og Elektra Art i Bloomers’ Vase (L).

Med tæt på en kvart million i præmier rundede Bent Olsen stalden to millioner til stalden siden 1. januar. Det er mere end samtlige trænerkolleger i Klampenborg til sammen, hvilket vidner om den store sæson, som nordjyden befinder sig midt i.

Tre trænere i Skandinavien har nu passeret to millioner i år. Foruden Bent Olsen er det Niels Petersen og Lennart Jr Reuterskiöld.

Bent Olsens næste starthold foregår på søndag hjemme i Klampenborg, på den tidligere derbydag, hvor der rides både Dansk 2000 Guineas og Dansk Breeders’ Cup. Der køres ingen travløb i Danmark på søndag, og Klampenborg får således ekstra stor bevågenhed.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top