fbpx

Trænerlegendens sidste Listed-vinder: Seneschal skrev historien færdig

Wido og Jan-Erik Neuroth formåede også i deres sidste Listed-opgør som træner/jockey-team, at stryge helt til tops sammen, da Stall EOS’ egenopdrættede Seneschal slog Hard One To Please og Espen Hill i Songline Classic (L) på Bro Park.



Efter endnu et dristigt, indvendigt ridt, hvor Jan-Erik blot ventede på pladsen til sit angreb, skød den 6-årige Appel Au Maitre-søn uimodståeligt frem langs rails og sejrede ganske sikkert – omend kun med hals – i dirtopgøret over 2100 meter.

Bag Hard One To Please (Fast Company) og Espen Hill (Helsinki) sluttede Stroxx Carlras (Footstepsinthesand), hvorefter Plantstepsdream (Planteur) fik den sidste pengepræmie foran Pjerrot (Hard Spun).

Wido Neuroth har i sin sidste sæson som træner oplevet masser af storløbstriumfer – navnlig i Norsk Derby med Stall Perlens Ami De Vega (Lope De Vega), som også både trak sig sejrrigt ud af Svenskt- og Norsk St. Leger.

Dertil kom de klassiske sejre i Norsk 1000 Guineas og Norsk Oaks med Thunder Sea (Night Of Thunder), som også ejes af Stall Perlen.

Seneschal og Jan-Erik Neuroth besejrer Hard One To Please og Espen Hill i Songline Classic (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

At det så blev Stall EOS, som kunne sikre Neuroth karrierens allersidste Listed-triumf er der også en fantastisk historie bag. En historie, som faktisk strækker sig mere end 33 år tilbage i tiden.

Den starter nemlig i 1990, hvor Mas Media-datteren Simmering kom til verden.

Hun var selv ud af Bold Lad-datteren Barely Hot, som to år forinden havde bragt Bechmann Racings mangeårige stjernesprinter og senere avlshingst Hot Run (Commanche Run).

Efter en travl 2-årssæson med tre sejre i ni starter i England, blev Simmering inden sin 3-årssæson købt til Norge af Erik Otter Steen, grundlæggeren af legendariske Stall EOS, som barnebarnet Tom Erik Kjeseth i dag fører videre i selv samme ånd.

Simmering fortsatte karrieren hos Wido Neuroth på Øvrevoll og markerede sig hurtigt som en superstjerne i årgangen.

Med tre ugers mellemrum vandt hun både Norsk 1000 Guineas og 2000 Guineas og tog i alt fem sejre på stribe, inden hun i kamp mod ældre hopper blev tredje i Klaveness’ Minneløp (L) bag Matter Of Fact og Lovers Lullaby.

Sidenhen skulle Simmering vinde netop dette opgør to gange, ligesom hun som 4-årig også slog til i det tyske Listed-opgør Frankenheim Alt Pokal i Düsseldorf.

Desuden var hun anden i Schwartsgold-Rennen (L) i Hoppegarten og Norsk Jockeyklubs Sprintløp (L).

Da Simmering gik i stutteriet for Stall EOS havde hun vundet 12 gange i tre forskellige lande, tjent over en million og opnået et handicap på 89.

I avlen blev hun mor til ni vindere – heriblandt den ottedobbelte vinder Solvana (Selkirk), der to gange var anden i Täby Open Sprint Championship (Gr.3), og dertil var anden i Polar Cup (Gr.3) og Norsk Jockeyklubs Sprintløp.

Simmering blev også mor til den 14-dobbelte vinder Simian (Okawango), der bl.a. vandt SM Sprinters hele fire gange, og til den tredobbelte storløbsvinder Kalle (Cajun Cadet), samt Listed-placerede Simsala (Hernando) og klassisk placerede Simano (Desert Prince).

Simmerings øvrige vindere i avlen var Satom (Selkirk), State Of Law (Law Society), Silora (Lorofino) og Silmaris (Slickly).

Sidstnævnte vandt som 2-årig og debuterede i avlen i 2016 med folingen af hoppen Solaris (Reliable Man).

Hendes næste afkom var Seneschal.

Partnerskabet mellem Neuroth og Stall EOS har varet i mange år, og hvor er det specielt, at det blev afsluttet som det gjorde på Bro Park den 29. oktober 2023.

En lykkelig Jan-Erik Neuroth på ryggen af Seneschal efter sejren i Songline Classic (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top