Seks skandinaviske handler på Goffs Sportsman’s Sale

Der blev i alt handlet seks heste i løbet af torsdagens Sportsman’s Sale på Goffs i Irland, hvor både Lennart Reuterskiöld, Alex McLaren, Bodil Hallencreutz og Lars Kelp var i aktion omkring ringen.


Lennart Reuterskiöld erhvervede to heste, der begge går i træning hos yngste søn Johan. Den første var lot 719, en brun hoppe efter Peintre Celebre – Option v. Red Ransom.

Åringen er søster til tre vindere og en endnu ustartet 2-årig hoppe efter Xaar, og moderen Option er halvsøster til bl.a. Listed-vinderen Esyoueffcee fra samme familie som Gruppe-1-vinderen All At Sea.


Skandinaviske rødder

Senere fik Lennart Reuerskiöld hammerslag på lot 905, en skimmel hoppe efter Clodovil – El Alma v. Goldmark. Hoppens katalogside er overvejende skandinavisk, idet El Alma selv løb i Sverige i sin aktive karriere og samtidig er halvsøster til Eclipse Stakes (L), Oslo Cup (L) og Pokalløbs (L)-vinderen Sunset Boulevard, den svenske Oaks-vinder El Corazon og den Listed-placerede Cajun Sunset.

Hoppeåringen har i øvrigt en 2-årig helsøster i træning i England hos Mick Channon.

Lars Kelp fik ligesom Lennart Reuterskiöld hammerslag på to åringer under torsdagen. Den første var lot 698, en fuks hoppe efter Fath – Mildred v. Peintre Celebre. Hoppen er halvsøster til en ustartet Xaar-datter og en Okawango-datter der har startet placeret i Tyskland. Andenmoderen Milde er Listed-vinder i Frankrig og har i avlen produceret den japanske Stakes-vinder Kurokami.


Endnu en Clodovil

Mod salgets slutning købte Lars Kelp på vegne af Göteborgs tipsekspert Lars-Inge Hägglund en brun hoppe efter Clodovil – Deerussa v. Jareer. Åringen er søster til fire vindere, heriblandt Secret Index, der har sejre på begge sider af Atlanten, og til de øvrige 2-årsvindere The Jackal og Come On Buckers.

Moderlinjen virker over alt meget speedig, og meget kunne tyde på, at denne Clodovil-datter vil være en af de første der skal lægges mærke til i næste års 2-årssæson i Skandinavien.


Singspiel-datter tæt knyttet til Arc-vinder

Team Duria, der ligeledes handlede på Goffs Million Sale dagen forinden, fik endnu en hest med hjem til Stockholm i form af lot 789, en brun hoppe efter Singspiel – Taca d’Oli v. Octagonal.

Åringen er første føl efter moderen, der selv er halvsøster til den dobbelte Listed-vinder Kentucky Coffee og til hoppen Marienbad, der selv har produceret Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1)-vinderen Marienbard, der med tre gruppe-1-sejre var Champion Older Horse i Europa i 2002.

Endelig kom Bodil Hallencreutz også på banen med købet af lot 932, en fuks hingst efter Redback – Guardian Spirit v. Hector Protector. Åringen er halvsøster til en Spartacus-datter der har været anden i Italien som 2-årig i 2008, og andenmoderen Amongst The Stars er Gruppe-3-vinder i Tyskland.

Alt i alt blev der handlet ni åringer til Skandinavien på Goffs Million Sale og Sportsman’s Sale fra mandag til torsdag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top