fbpx

Sæsonfinale i Oslo: Derbyhåb er Petersens bedste chance

Søndag eftermiddag afsluttes en turbulent sæson på Øvrevoll. For niende år i træk bliver det med Gentofte-fødte Niels Petersen som sikker championtræner.


Shallow aflægger sin maidentitel på Øvrevoll. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

”Det har været en okay sæson, man langt fra prangende”, udtaler Petersen torsdag morgen.

”Begyndelsen var ikke sjov. Mange heste havde problemer, men jeg synes vi har afsluttet året fint, og jeg ser meget optimistisk på min stalds fremtid”.

2000 Guineas-, Derby- og St. Leger-triumfer med Privilegiado (Sea The Moon), tre Gruppe-3-løb med Square De Luynes (Manduro) og flere af de største 2-årsløb med Ascot Brass (Juniper Tree) er blot nogle af årets højdepunkter, og når Petersen mener, at året langt fra har været prangende, viser det tydeligt det tårnhøje ambitionsniveau danskeren har for stalden på Øvrevoll.

”Jeg har også en håndfuld 2-årige heste, som ikke har startet endnu, og som måske er bedre end de heste vi allerede har præsenteret”, fortsætter Niels Petersen.

En 2-årig som publikum allerede har set vinde er Stutteri Hjortebo-opdrættede Shallow, som er med på trænerens hold på søndag.

”Han er nok min bedste chance på dagen. Det er en hest der har Dansk Derby som det store mål i 2020, men nu bliver det første gang han skal prøve sandet. Jeg tror ikke det giver problemer, for han ser fin ud i sin træning på sandbanen”.

Ligeledes danskopdrættede Chivas har højst overraskende slet ikke vundet i år.

”Han har haft problemer med en hov, men er fin igen nu, og jeg tror han kæmper med om sejren på søndag”, antager Niels Petersen.

Det andet ”tunge” championat på Øvrevoll er jockeychampionatet, og det går for første gang til Jan-Erik Neuroth, som på de sidste løbsdage trak afgørende fra Carlos Lopez.

Der er jackpot på Øvrevolls finaledag med 171.000 danske kroner i V64-spillet, og løbene vises bl.a. på Danmarks nye sportskanal Sport Live.


Program: Øvrevoll, søndag 17. november – første start kl. 12:15

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top