Lørdag den 15. april slår Klampenborg sine porte op til en ny sæson, og det bliver efter alt at dømme med en række rigtig gode felter. 35 3-årsanmeldelser er det blevet til, og 14 potentielle kandidater ses på listen til Tuborg Åbningsløb.

Bettina Andersens 9-årige Sandtastic (Footstepsinthesand) topper listen over deltagerne i Åbningsløbet, der rides over 1600 meter med en samlet præmiesum på 100.000 kroner.
Sandtastic indleder den nye sæson med et handicap på 91, hvilket er to kilo mere end Flemming Poulsens Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard). Tilmed skal Hollywoodboulevard – akkurat som Brian Wilsons 2000 Guineas-vinder Charming Knight (Decorated Knight) – bære topvægten 62 kilo såfremt de starter.
På listen ses også Jessica Long-trænede Ready Teddy (Maxios), der i 2020 vandt både Dansk Derby og Dansk St. Leger på Klampenborg, men som ikke har startet i hverken 2021 eller 2022.

Se anmeldelseslisten til Klampenborgs sæsonpremiere herunder. Der starterklæres på mandag den 10. april før kl. 9:30.