Klampenborg-træner Lars Kelp får i slutningen af denne uge et interessant nyt kort i stalden i form af en 2-årig brun hoppe efter førsteårgangshingsten Rock Of Gibraltar og Majestic Light-datteren Cookingwithmartha.
Faderen som syv-dobbelt Gruppe-1-vinder ikke behøver nogen nærmere præsentation, og moderen har haft et enkelt startende afkom tidligere, Stock Tip, som er vinder i USA. Cookingwithmartha er desuden søster til tre hopper som alle har produceret Blact Type-vindere, heriblandt Teslemi, der er mor til den dobbelte Gruppe-1-vinder Spartacus og Gruppe-2-vinderen Johan Cruyff.
Cookingwithmarthas mor Martha Queen er helsøster til den tidligere amerikanske Championhoppe De La Rose og Grade-1-vinderen Upper Nile, og i det hele taget er moderlinjen fyldt til bristepunktet med Black Type, så det er en rigtig spændende hoppe der ankommer til Lars Kelps stald.
Rock Of Gibraltar-datteren blev købt af MAB Agency til det nye danske syndikat Cat Racing og prisen var 46.000 guineas, svarende til ca. 550.000 danske kroner.