Dette års suveræne danske St. Leger-vinder, Bjarne P. Skutviks Kateb-søn Rock All, har forladt Lars Kelps stald på Klampenborg og ankommer i dag til England, hvor en ny karriere som forhindringshest hos træner David Pipe står for døren.
Lars Kelps rolle i Rock Alls karriere er dog ikke slut, idet han fremover vil agere som racing manager for hestens norske ejer, og Kelp ser meget frem til at opleve Rock All i de nye omgivelser over forhindringerne.
“Han er en rigtig god hest, der ikke kender til træthed endnu, og efter andenpladsen i Silbernes Band der Ruhr (L) i Tyskland er jeg også sikker på at han har klassen til at begå sig i rigtig godt selskab på de engelske forhindringsbaner. Spørgsmålet er naturligvis om han kan springe, men det får vi hurtigt at vide når han kommer i gang med træningen”, fortæller Lars Kelp.
Rock Alls nye træner David Pipe har overtaget stalden fra sin far, den legendariske championtræner Martin Pipe, og der bliver dermed rig mulighed for hurtigt at få målt hestens talent.
“Hvis alt går vel med at få sprunget ham ind, regner vi med en start i løbet af fire til seks uger, og det endelige mål er naturligvis at få ham med til the Cheltenham Festival i marts 2008”, slutter Lars Kelp.