fbpx

Red Dress On choksejrede i Svenskt Oaks

For anden gang på tre år var det Täby-træner Tommy Gustafsson der trak sig sejrrigt ud af Svenskt Oaks på Jägersro. Dette års triumf var dog noget mere overraskende end da Queen Of Hearts vandt i 2004, idet det var Loup Solitaire-datteren Red Dress On der sejrede til hele 81 gange pengene!


RedDress On fik en fornuftig rolig indledning af jockey David Delgado, mens staldveninden Aura/NicholasCordrey strøg direkte til fronten. Ind på opløbet skød Negra DelOro/Lennart Hammer frem i tredje spor, men faren lurede lige bagved, hvor David Delgado forsøgte at finde angrebsplads til den yderst velgående Red Dress On. Da hullet endelig kom strøg den svenskfødte hoppe forbi både norske Negra DelOro og danske Mrs Moneybags og forsvandt siden væk til en overlegen tre længders sejr. Negra DelOro indtog andenpladsen en halv længde foran Mrs Moneybags, efterfulgt af Aura, Auchroisk, Will Be og Casata.

Red Dress On, der var feltets næstmindst spillede hest, ejes af stort satsende Stall Rio, der i fjor havde hoppen i træning hos Wido Neuroth i Norge, hvor hun vandt Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer. Hoppen havde ikke tidligere startet over længere distancer end 1600 meter, men den ekstra distance gjorde hende uden tvivl rigtig godt. Red Dress On er ud af Spectrum-datteren See Me, der pudsigt nok er halvsøster til sidste års svenske Oaks-vinder Xstase. Der var 252.500 svenske kroner i førstepræmie til Red Dress On, der dermed nåede op over 400.000 kroner i samlet præmiesum i karrierens første seks starter.


Altamira-löpning til Xaar Queen

Jockey Lennart Hammer og træner Arnfinn Lund måtte “nøjes” med andenpladsen i SvensktOaks, men duoen fik dog en flot sejr på dagen i form af Xaar Queen, der blev en let vinder af Altamira-löpning over 1730 meter. Lennart Hammer holdt sin hest engageret gennem hele opgøret og var aldrig langt fra tet-gruppen. Kort inde i opløbet koblede Xaar Queen det endelige greb på Rosetta/Mark Larsen, og herfra trak hoppen overlegent fra med syv længder. Rosetta blev nummer to, efterfulgt af de to staldveninder Zia og Royal Blue Shoe fra Fredrik Reuterskiölds stald.


Ny Tølbøll-sejr

Det går rigtig fint i øjeblikket for den fynske træner Jørgen Tølbøll og datteren Le, og duoen kunne tage glade hjem fra Jägersro efter at have vundet aftenens sidste løb medAbaco Prince-datteren Boob’sPressure, som med en sikker længde besejrede forhåndsfavoritten Glen Dowan med Lillprinsen på tredjepladsen.

Både KimAndersen og Manuel Martinez vandt to sejre på Oaks-aftenen. Andersen indledte med en mindre overraskelse på ryggen af araberhesten Elmanda, der besejrede den danske favorit Neiron/Nicholas Cordrey. Siden fulgte Andersen op med Russian Roulette, der sikkert slog Baba Yaga/Mark Larsen.

Manuel Martinez vandt to gange for træner Francisco Castro, der har sin førstejockey JoseLuis Sanchez udelukket. Martinez lagde ud med en let gevinst på ryggen af den 2-årige debutant El Rey, der er en halvbror til den tidligere suveræne 2-årsstjerne Rex.

Endnu lettere var sejren i bøjlerne på 3-årige Joey Zasa, der i sin sæsondebut fuldstændig pulveriserede feltet i et 3-årsløb over 1200 meter. Joey Zasa vandt med 14 længder før My Dock/Dina Danekilde, der med hals slog Intigold/Le Tølbøll.

Joey Zasa startede kun en enkelt gang som 2-årig, hvor han utrolig let besejrede Major Gunn’s, og på trods af problemer i foråret og en forsinket sæsondebut beviste Open-sønnen at han er en hest på vej mod store opgaver.

Dina Danekilde havde inden andenpladsen med My Dock vundet Clarence von Rosen Handicap med Lennart Reuterskiöld-trænede Strohan, der i et stærkt udvendigt angreb nedkæmpede Cheveley Prince/Gustavo Solis og Dee En Ay/Anette Jarven.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top