Premier Cru tog Derby-revanche i Dansk Breeders’ Cup

For 11 måneder siden var han den store synder i Dexia Dansk Derby, hvor han blev diskvalificeret for trængning i opløbet – lørdag eftermiddag tog Premier Cru grundig revanche, da han under Gustavo Solis sejrede i Ernst & Young Dansk Breeders’ Cup over 1800 meter.


Da det 11 heste store felt sprang af til Dansk Breeders’ Cup 2008, var det med Wido Neuroth-trænede Ilo som favorit i 27:10, efterfulgt af Kronhjort i 36:10. Tredjefavoritten Airboss var hurtigst fra start og tog under Nicholas Cordrey tre-fire længders føring på bagsiden, efterfulgt af The Professor/Mark Larsen, mens resten af feltet var tæt samlet.

Airboss’ føring holdt til et godt stykke ind på opløbet, hvor det i første omgang var Kronhjort/Jacob Johansen der viste sig fremme, mens Ilo/Fredrik Johansson forsøgte at finde plads mellem heste. Også Kronhjorts to staldkammerater Da Vinci/Manuel Martinez og Amazing Vibe/Fernando Diaz begyndte at vise tænder efter at have ligget langt tilbage ind på den lige strækning.

Det var dog helt udvendige Premier Cru der skar bedst fart af alle, og den langt galopperende vallak fangede den tætte klump af konkurrenter 150 meter fra mål og sejrede til slut med en halv længde før ligeledes stærkt afsluttende Da Vinci, mens Amazing Vibe også nåede at fange Airboss til slut.

Den sidste del af opløbet blev ikke afviklet uden dramatik, idet først Ilo kom i klemme mellem Kronhjort og Airboss, og efterfølgende var der heller ikke plads til Kronhjort mellem Airboss og Emil. Da manglen på plads indtraf var både Ilo og Kronhjort dog reelt slået, og det kostede ikke placeringer for nogen af hestene.

Da Kronhjort i Dexia Dansk Derby blev kraftigt generet i opløbet var det som sagt Gustavo Solis og Premier Cru der stod bag, men denne gang var præstationen aldeles pletfri, og Patrick Wahl kunne dermed notere sin første storløbssejr på Klampenborg, hvor han tidligere har været anden i Dansk Derby med Premier Crus halvbror Le Chef.

Premier Cru er opdrættet på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro, og stutteriet fik her sin første danske Breeders’ Cup-vinder i løbets otteårige historie. Den fukse vallak ejes af Sabis AB i Stockholm, og hesten noterede her sin fjerde karrieresejr i 10 starter, og med førstepræmiens 200.000 kroner er han tæt på at runde 600.000 kroner i samlet indtjening.

For træner Bent Olsen blev Ernst & Young Dansk Breeders’ Cup også en succes, idet han både træner anden- og tredjehesten gennem mål i Da Vinci og Amazing Vibe. Naturligvis var staldens udtænkte fløjhest Kronhjort en skuffelse, idet han fik alle chancer for at rykke afgørende fri i opløbet, men den hurtige bane kan meget vel have været medvirkende til at han aldrig rigtig kom op i samme gear som ved sidste års sejr i Dansk 2000 Guineas.

Da Vinci derimod var flyvende på de sidste meter, og Itsabrahma-sønnen havde al ære af andenpladsen efter at have haft langt frem ved indgangen til opløbet.

De første fem heste gennem mål, med Emil som sidste præmietager, kom ind med en afstand på mindre end to længder imellem sig, hvilket giver et godt indtryk af løbets spændende afslutning, og efter Dansk Breeders’ Cup tidligere både er gået til hjemmebanen, Jägersro og Øvrevoll, fik Täby her sin første vinder af storløbet i danskopdrættede Premier Cru.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top