fbpx

Positive Eishin Dunkirk-nyheder fra Japan

Det svenske Rävdansens Stuteri, der tidligere på året frikøbte Mr Prospector-hingsten Eishin Dunkirk fra sine tidligere japanske ejere, har meget at glæde sig over i disse dage. Ikke nok med, at hingsten har fået en flyvende start med sin første skandinaviske årgang – hans få japanske afkom leverer fortsat også toppræstationer på den anden side af jordkloden.


“Vi troede at Eishin Dunkirks vindende datter A Shin Sword havde sluttet karrieren efter sin 3-årssæson, men det viser sig at hun har startet fire gange og vundet de tre”, fortæller Ivan Sjöberg, der søndag morgen kunne stå op til flere gode nyheder i Eishin Dunkirks regi.

Hingstens søn Honest John vandt nemlig Allowance-løbet Sponichi Sho på Sapporo med trekvart længde og tjente over trekvart million danske kroner ved sejren. Løbet var over 1200 meter græs og havde 13 deltagere til start. I starten forinden var Honest John anden i et Stakes race.

Ud fra de fremragende resultater med kun en håndfuld afkom i Japan har der naturligvis været store forventninger til Eishin Dunkirks første skandinaviske årgang, og den amerikanskfødte hingsts første to startende afkom har lagt ud med henholdsvis en sejr og en andenplads.

På tirsdag har Eishin Dunkirk gode udsigter til at få sin første skandinaviske storløbsvinder, når Patrick Wahl-trænede Rikoschett stiller op i Svenskt Mesterskab for 2-årige på Täby.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top