Den på Bechmann Stud-opstaldede avlshingst Pistachio kunne ikke have fået en bedre start på stutteri-karrieren! Torsdag aften var Unblest-sønnens første afkom til start i Norsk Rikstoto Rekrutteringsløp over 900 meter på Øvrevoll, og det blev til øjeblikkelig succes!
2-årige Sang Real trænes af Arnfinn Lund, som selv havde både Pistachio og moderen Little Erica i sin varetægt som aktive, og vallakken leverede et strålende indtryk ved at sejre let med en halv længde i hænderne på Pascolina Pinto. Andenpladsen gik til tyske Quanero, mens Neuroth-debutanten Simian ikke kunne leve op til favoritværdigheden og sluttede tredje.
Sang Real var i ringen på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, og efter torsdagens fine debutsejr matches han nu imod Dansk Galops Auktionsløb søndag den 2. september.
Pistachio står i dag opstaldet på Bechmann Stud i Nordsjælland, hvor han i år har bedækket i omegnen af 10 hopper, heriblandt Working Girl, der er mor til både Oaks-vinderen Shangri La og den højaktuelle dobbelte klassiske vinder Good Girl. Pistachio har ligeledes bedækket netop Shangri La, samt andre spændende navne som China Moon, Summer Beauty og Taos halvsøster Tenfore.
Mens Stutteri Hjortebo-opdrættede Sang Reals far Pistachio nu står opstaldet i Danmark, er hans mor Little Erica eksporteret til Pakistan, hvor hun til næste år venter føl efter den ligeledes i Pakistan-opstaldede hingst Santiago Matias.