fbpx

Pharoahs overmand er landet på Meydan

Grand Slam-vinderen American Pharoah led kun et enkelt nederlag i løbet af sin historiske 3-årssæson. 


Travers-vinderen Keen Ice forberedes til Dubai World Cup (Gr.1). Foto: Erika Rasmussen.
Travers-vinderen Keen Ice forberedes til Dubai World Cup (Gr.1). Foto: Erika Rasmussen.

Det skete i Saratogas Travers Stakes (G1), også kendt som The Graveyard of Champions, hvor Triple Crown-triumfatoren efter at have nedkæmpet Frosted blev overrumplet af stærkt afsluttende Keen Ice.

Og nu er netop Keen Ice landet i Dubai, hvor han om en god måneds tid skal forsøge at vinde det opgør, som hans far Curlin i ensom majestæt vandt med otte længder før Asiatic Boy på Nad Al Sheba i 2008.

Den 4-årige hingst har kun vundet to af sine 14 karrierestarter, og før han sensationelt besejrede American Pharoah i Travers Stakes havde han blot vundet et maidenløb på Churchill Downs. Han havde været syvende i Kentucky Derby, tredje i Belmont Stakes og anden i Haskell Invitational, og alle tre gange langt efter American Pharoah.


Keen Ice på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.
Keen Ice på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.

Efter sensationen i Travers Stakes sluttede han sæsonen af med to fjerdepladser i henholdsvis i Breeders’ Cup Classic – igen bag American Pharoah – og i Clark Handicap bag Effinex og Hoppertunity. Sidstnævnte bliver Bob Bafferts håb i årets World Cup.

Dale Romans udtalte forud for Keen Ices sæsondebut i Donn Handicap (G1) på Gulfstream Park, at hesten havde arbejdet fantastisk og så bedre ud end nogensinde tidligere, så derfor var det en større skuffelse, at hesten på trods af topvægten kun formåede at hente en sjetteplads bag Todd Pletchers Mshawish, som ligeledes har Dubai World Cup som sit næste store mål.


Keen Ice mandag morgen på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.
Keen Ice mandag morgen på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.

Keen Ice er derfor kommet til Meydan som lidt af en outsider.

For godt nok var han den eneste der formåede at besejre American Pharoah i fjor, og han slog ved samme lejlighed også Godolphins Frosted, der lige nu er World Cup’ens næstfavorit bag California Chrome, men hans præstationer både før og efter Travers betyder formentlig, at han kommer til at ligge et godt stykke under de to-tre største favoritter på bookmakernes radar.


Se eller gense Keen Ice vinde Travers Stakes (Gr.1) foran American Pharoah og Froster herunder.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top