fbpx

Ottomanes familie koster penge!

“Det er med rigtig stor spænding vi kan følge med i hvor godt det går for vores avlshoppe Ottomanes familie”, fortæller den danske opdrætter Jørgen Pedersen fra Stutteri Løkkemarken på Fyn.


Jørgen Pedersen sidder med kataloget i hånden fra det netop overståede Deauville Sales i Frankrig og kigger på lot 277 – en hingst efter Green Tune og Kaldoun-hoppen Luna Negra. Åringen blev solgt for 100.000 euro, eller ca. trekvart million danske kroner.

Luna Negra, der var vinder som 3-årig i USA, er selv efter hoppen Krajina, der var Listed-vinder på Longchamp. Krajina er ligeledes mor til Sobinka, der vandt tre gange i sin klassiske sæson og opnåede en Timeform på 95. Hun blev solgt på Tattersalls December Sales i 2003 for 62.000 guineas, og er søster til Jørgen Pedersens Ottomane, men der findes dog en endnu bedre søster til hoppen i form af Tuzla, der selv vandt 12 gange, heriblandt Ramona Handicap(Gr.1), San Francisco Breeders’ Cup Mile (Gr.2), Buena Vista Handicap (Gr.2) og Dahlia Handicap (Gr.2).

“Desuden var Tuzla anden i både Breeders’ Cup Mile (Gr.1) og Matriarch Stakes (Gr.1) i USA. I avlen har hun hidtil produceret Mambo Princess, der vandt to gange i USA og nu er sat i fol ved den næsthøjest rankede hingst i Amerika, Forestry”, beretter Jørgen Pedersen.

Tuzla er i øvrigt også mor til Godolphins Desert Authority, der den 27. juli i år aflagde sin maidentitel og fik 95 i Timeform.

“Der var faktisk endnu et afkom efter en søster til Ottomane på salget i Deauville, og denne blev solgt for 40.000 euro. Det var en hingst efter Miesque’s Son og Ottomanes halvsøster Izmit. Izmit var selv ustartet, men hendes 2-årige afkom Illoughane efter Slickly er allerede vinder i år. En tredje søster tilOttomane, Azilal, har desuden et afkom – Tiznit – der er vinder af tre løb og har været anden i det tjekkiske 2000 Guineas (L)”, slutter JørgenPedersen.

Ottomane er fire år gammel og efter Lord Of Men. Hun blev købt for 62.000 euro som åring, og hendes første afkom kommer til verden på Stutteri Løkkemarken i 2007. Det bliver en spændende fremtid for både Jørgen Pedersen og den danske avl, og man kan kun håbe på at hun formår at gøre sine søskende kunsten efter.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top