fbpx

Olivier Peslier på Coolmore Rocks i Norsk Oaks

Selv om Norsk Oaks tirsdag aften bliver uden deltagelse af Skandinaviens bedste 3-årige hoppe Good Girl, ser de danske sejrschancer gode ud i form af den Lars Kelp-trænede duo Our Actress og Coolmore Rocks.


I alt 14 hopper bringes til start i det klassiske opgør, hvor der ligesom i den danske udgave er 125.000 kroner til vinderen. Rock Of Gibraltar-datteren Coolmore Rocks vandt den 19. august den danske Oaks-forprøve Fabellaløb i ganske sikker stil foran Amazing Vibe og Our Actress, og da hun ikke var anmeldt i Dansk Oaks har hun haft en lille pause efter sejren på Klampenborg.

Coolmore Rocks har været sparsomt startet hidtil i karrieren, og starten i Fabellaløb var blot hendes anden i år. Det amerikanskfødte talent bør ud fra sin seneste præstation ikke få problemer med distancen 2400 meter, og hun får endvidere yderligere hjælp af ét af fransk galopsports allerstørste navne gennem tiderne på jockeysiden – selveste Olivier Peslier, der tager turen fra Paris til Oslo for at varetage hoppens chancer i det klassiske opgør.

Oaks-feltets to højest handicappede deltagere er Patrick Wahl-trænede Made In Sweden (Nicholas Cordrey) og Fredrik Reuterskiölds Congress Woman (Gustavo Solis), mens Strapina (Dina Danekilde) der tidligere på året choksejrede i Norsk 1000 Guineas skal forsøge at vinde sit andet klassiske løb.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top