Ny sejr til danskejede Fixboard i Frankrig

Flemming Poulsen er ikke til at stoppe i Frankrig lige nu, og torsdag eftermiddag fik træneren endnu en sejr med hjem til Chantilly, da B E Profilers Bluebird-søn Fixboard vandt for anden gang i tre starter.


Denne gang i Prix du Jeu De Paume over 1600 meter på Longchamp. Den danskejede hest blev en overlegen vinder af handicappet, og han kom helt alene i mål tre længder før Dark Green som besatte andenpladsen.

Fixboard har i sine to første væddeløbssæsoner udelukkende startet i Frankrig, hvor han i fjor debuterede med en andenplads over 2400 meter på Longchamp. Siden fungerede han slet ikke og var hårdt ramt af den virus Flemming Poulsen døjede med i stalden igennem stort set hele 2004. I år sæsondebuterede Fixboard med en femteplads i Deauville den 30. juli, og denne start blev fulgt op med en sejr på samme bane den 21. august.

I dag strøg Fixboard så til tops på Paris’ hovedbane Longchamp, hvor Flemming Poulsen har planer om at starte ham igen i Prix de l’Arc-weekenden i begyndelsen af oktober. B E Profiler fik 11.000 euro for sejren, og Fixboards samlede præmiesum er nu oppe på over 30.000 euro, svarende til godt 225.000 danske kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top