fbpx

Næste stop Cheveley Park Stakes for Lady Aurelia

Den amerikanske træner Wesley Ward har gjort det til sit speciale, at finde tidligere 2-årige med talent for at løbe på græs og siden træne dem op i Keeneland eller Florida, for at have dem klar til en kampagne i Europa.


I år har han præsenteret hoppen Lady Aurelia (Scat Daddy), som stadig er ubesejret efter sin anden europæiske start i søndags i Deauville.

Det var i Gruppe-1-opgøret Prix Morny, der betragtes som et af Frankrigs vigtigste 2-årsløb.

Lady Aurelias overlegne sejr på Royal Ascot i Queen Mary Stakes (Gr.2) havde skræmt mange konkurrenter bort, måske også Coolmores ubesejrede Caraveggio (War Front).

Sidstnævnte valgte en nemmere opgave i Irland forleden.

Frankie Dettori var igen i sadlen på Lady Aurelia og selv om hun vandt mindre overlegent end på Ascot, bl.a. fordi distancen nu var 1200 meter imod 1000 meter, var det en sikker sejr.

Dettori udtalte efter løbet at han kunne have vundet med tre længder i stedet for trekvart længde, men at hoppen trådte i et hul i opløbet.

Hendes næste start er planlagt i Cheveley Park Stakes i Newmarket i oktober. Lady Aurelia var storfavorit til 11 for 10 i totalisatoren.

Det er også værd at notere, at tredjehesten i opgøret, Aidan O’Brien-trænede Peace Envoy (Power), er en halvbror til den store norske Derbyfavorit Our Last Summer, og at han ligesom Our Last Summer er opdrættet af det svenske ægtepar Maja og Jan Sundström i Team Högdala.


Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top