fbpx

Mozart vandt med 10 længder i debuten: Mod Dansk og Norsk Derby

Niels Petersen sidder i forvejen med de to højest handicappede navne til The Macallan Dansk Derby i form af Slava Ukraini og Cotton Eye Joe, men torsdag aften meldte endnu kandidat sig på banen med en suveræn 10 længders debuttriumf. Karin Sallings Le Havre-søn Mozart.



“Han er en god hest, og det har vi vidst længe, men han har taget sin tid og det har selvfølgelig krævet en vis tålmodighed”, sagde Niels Petersen på vej hjem fra Øvrevoll på en aften, hvor han trænede to af de fem vindere og Carlos Lopez tog en trippel.

Carlitos var også i bøjlerne på debuterende Mozart, som lå godt med indvendigt fra start over de 1600 meter på sandbanen. På bagsiden blev hesten trukket lidt ud i banen, og allerede rundt opløbssvinget så løbet ud til at være afgjort.

Cathrine Erichsens ligeledes debuterende Single Cash (Swipe) – som også står i The Macallan Dansk Derby – leverede en god præstation som anden, men han var chanceløs overfor vinderen.

Mozart vandt med 10 længder og fik tildelt et handicap på 73 af Nicholas Cordrey. Et tal, som han umiddelbart ikke får store problemer med at forbedre i kommende starter.

Mozart er en moderlivsimport opdrættet på Stutteri Hjortebo. Hans mor, den vindende Divine Light-datter Malegganda, blev importeret til Danmark gennem Morten Buskop Bloodstock fra Arqanas Vente de l’Elevage i 2019, og hun var på daværende tidspunkt allerede mor til tre vindere.

Dertil er Malegganda helsøster til den tidligere engelske 2-årschampion Natagora, som bl.a. vandt Cheveley Park Stakes (Gr.1), 1000 Guineas (Gr.1), Prix Robert Papin (Gr.2), Prix Du Bois (Gr.3) og flere Listed-opgør, mens hun var anden i Prix de la Foret (Gr.1), Prix Jacques le Marois (Gr.1) og Prix Morny (Gr.1).

I stutteriet er Natagora siden blevet mor til bl.a. Listed-vinderen Mankib og mormor til Sweet Solera Stakes (Gr.3)-vinderen Tajaanus.

Mozart blev handlet privat som åring på Hjortebo, og det samme gjorde hans ét år yngre Appel Au Maitre-søster i fjor. Hun trænes nu af Lea Olsen i Aarhus og ejes også af Karin Salling.

Mozart vinder overlegent foran Single Cash. Foto: Anders Kongsrud / www.hesteguiden.com.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top