fbpx

Mavepuster til Kelp – Peas And Carrots skifter træner

Det fremmødte publikum på Klampenborg HesteEjerForenings staldrundgang blev mødt af kedelig nyhed, da træner Lars Kelp efter fremvisningen af sine firebenede talenter rundede af med en update omkring sidste års danske Derbyvinder Peas And Carrots.


Mange har naturligvis spurgt mig om hvordan det går med Peas And Carrots, og jeg kan fortælle at han i løbet af nogle få dage skal røntgenfotograferes igen, og hvis alt ser rigtigt ud skal han snart genoptage træningen”, startede Kelp, inden han efterlod en målløs forsamling med ordene: ”Jeg får ikke Peas And Carrots tilbage i min varetægt, idet ejeren har besluttet at han skal fortsætte karrieren hos Lennart Reuterskiöld Jr. på Jägersro”.

Lars Kelp købte selv Peas And Carrots på Dansk Galops Åringsauktion i september 2004, og hesten løb i sin træners farver igennem hele 2-årssæsonen der bød på sejre i både Vinterfavoritternes Ærespræmie og Svenskt Kriterium. Efter sejren i sidstnævnte løb blev Final Appearance-sønnen handlet privat til Dr. Omar Zawawi i Oman med den aftale at hesten skulle forblive i Kelps træning i den klassiske sæson. Peas And Carrots nåede desværre kun at starte to gange i sin nye ejers farver i fjor, idet han efter overlegne sejre i både Derby Trial Stakes og Dansk Derby blev skadet i et rutinearbejde i begyndelsen af juli.

Peas And Carrots gennemgik efterfølgende en operation, og har siden stået opstaldet hos Lars Kelps nære ven Ulf Sjöholm uden for Malmö. Planen havde hele tiden været at Derbyvinderen skulle tilbage til sin læremester så snart han var klar til det, og udmeldingen fra forbindelserne omkring Peas And Carrots har selvfølgelig chokeret Klampenborg-træneren, der betegner den nu 4-årige vallak som den bedste hest han nogensinde har trænet.

“Jeg havde glædet mig til at få ham tilbage i stalden her i foråret, men sådan bliver det ikke, og selv om jeg er overbevist om at der ikke findes en hest i Skandinavien der kan komme i nærheden af ham når han er på sit bedste, så håber jeg alligevel at et par af mine heste i stalden kan give ham kamp i den kommende sæson”, sluttede en tydeligt ærgerlig Lars Kelp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top