En endnu større førstepræmie end i Derbyet venter vinderen af Derbydagens eneste Gruppe-3-opgør, Marit Sveaas Minneløp over 1800 meter. Den sejrende hest tager 650.000 norske kroner ud af præmiepuljen.

Her topper Annike Bye Hansens Hard One To Please (Fast Company) med sit handicap på 94 – et kilo mere end staldkammeraten Admiral De Vega (Lope De Vega), Søren Jensens Good Fortune (Appel Au Maitre), Wido Neuroths Like A King (Kingman) og Niels Petersens Kick On (Charm Spirit).
Der er blot fem kilo mellem Hard One To Please i toppen og Cathrine Erichsens Purple Ace (Born To Sea) og Hanna Rådstogas Simply Minds (Belardo) i bunden.

Ind imellem findes også Tobias Hellgrens Quebello (Sea The Moon), Cathrine Erichsens Captain Chorus (Paco Boy) og Niels Petersens Tuwaiq (Elzaam).
Desværre bliver der ikke noget comeback i denne omgang for Square De Luynes (Manduro), der var en ud af kun tre heste på listen, som ikke blev starterklæret fredag morgen.
De to øvrige var Slava Ukraini (Moohaajim) og Indy Humor (Distorted Humor).
Skulle det lykkes for Good Fortune at vinde Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), vil det være andet på stribe, at Norges uden sidestykke stærkeste galopløb vindes af en hest opdrættet i Danmark.
Good Fortune er født op opvokset på Stutteri Outback i Nordjylland, og sidste års vinder, King David (Elusive City), kommer fra Stutteri Stork.
King David pådrog sig en mindre skade forud for Swedish Open Mile (L) i juni, og er ikke på plads til et titelforsvar den 20. august.
