Let sejr til Miss The Boat i Walter Nilsens Minneløp (L)

Hun var feltets eneste hoppe, og hun cantrede til start som totalisatorfavorit i årets andet skandinaviske millionopgør inden for en uge – og hun vandt!


Arnfinn Lund-trænede Miss The Boat sejrede på Norges nationaldag torsdag aften i Walter Nilsens Minneløp (L) over 2400 meter om 1.000.000 norske kroner, og dermed gik hun på lidt over 2½ minut fra en tidligere samlet præmiesum på lidt over 450.000 til at være millionær, takket være løbets førstepræmie på 600.000 kroner.

Den 5-årige Mtoto-datter, der i fjor vandt Erik O Steens Memorial (L) over samme distance, fik en perfekt rejse af Pascolina Pinto, der placerede den temperamentsfulde hoppe i ryg på førende Passport/Jacob Johansen, mens Firello/Trond Jørgensen lå udvendigt som anden/tredje.

Der var et stort spring fra de tre forreste heste ned til den nærmeste forfølger Mambo King/Manuel Santos, og feltet var på trods af det beherskede udgangstempo ganske spredt på bagsiden. Passport, Firello og Miss The Boat var først inde på opløbsstrækningen, hvor sidstnævnte hurtigt overtog føringen og derefter aldrig kom i vanskeligheder.

Firello hang heroisk på og slap ikke nogen konkurrenter forbi sig i opløbet, mens Passport hurtigt måtte melde udsolgt og dalede ned igennem feltet.

Da Pascolina Pinto og Miss The Boat nåede målstregen var parret tre længder foran Firello, mens der blev kæmpet en indædt kamp om tredjepladsen mellem Storm Trooper/Luis Torres og Alnitak/Kim Andersen.

På de allersidste meter lykkedes det dog Bent Olsen-trænede Alnitak at presse sig foran, og dermed blev det dansk på tredjepladsen, mens Storm Troopers staldkammerat Mick Jerome/Mark Larsen fik den sidste præmie i opgøret.

Torben Christensen-trænede Bongo Bello/Nicholas Cordrey sluttede lige uden for præmierækken som sjette, hvilket var en placering foran Lars Kelp-trænede Mambo King/Manuel Santos. Herefter fulgte Day Walker/Fernando Diaz, Kingsword/Dina Danekilde, Nablus/Fredrik Johansson og Passport/Jacob Johansen.

Miss The Boat, der ejes af Stall Fun Game, matches nu imod Valley Chapel Memorial (L) om en måneds tid på Øvrevoll, og derefter er det næppe utænkeligt at hun kommer til at forsvare sidste års sejr i Erik O Steens Memorial (L) på den norske Derbydag i slutningen af august.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top