Allerede inden søndagens sidste klassiske løb i Skandinavien, kan danske Lennart Hammer med sikkerhed kalde sig vinder af Tandari Classic – løbsserien der omfatter de 15 klassiske løb i Skandinavien og er opkaldt efter ét af Sveriges største jockeynavne i historien, Janos Tandari.
Lennart Hammer, der på søndag rider den norske St. Leger-vinder Omoto Sando i Svenskt St. Leger, har haft ridt i 14 af de 15 klassiske opgør, og det er blevet til to sejre og fire andenpladser, en tredje- samt en fjerdeplads, hvilket har indbragt ham 1.168.592 svenske kroner og 60 point i serien. Nærmeste konkurrent er Fernando Diaz, der ligeledes har vundet to klassiske løb og optjent 48 point.
En klassisk sejr giver 10 point, og dermed har Diaz ikke mulighed for at fange Hammer selv om han choksejrer i Svenskt St. Leger med Michael Kahn-trænede Compact Chief. Tredjepladsen i konkurrencen indehaves af FredrikJohansson, skarpt forfulgt af Manuel Santos, Manuel Martinez og Mark Larsen på de næste pladser.
Lennart Hammer har haft sin hidtil bedste sæson siden han i 2004 kom tilbage til de skandinaviske væddeløbsbaner efter 14 succesrige år som én af Tysklands bedste jockeys. Lennart Hammer er således fortsat den eneste Skandinaviske rytter der nogensinde har vundet et internationalt Gruppe-1-løb, hvilket han gjorde i 2000 med Erika Mäder-trænede Faberger i Premio Vittorio di Capua (Gr.1) i Milano.