fbpx

Lady Lily vandt fantastisk udgave af Klampenborg Store Sprint

Goffs Klampenborg Store Sprint var på forhånd udset til at være den bedste udgave i adskillige år, og løbet blev også i praksis en sportslig perle med en hjertehamrende finish mellem hjemmebanens to nye topsprintere Lady Lily og Master Chef.


Vanja Sandrup-trænede Berri Chis var bedst ude af startboksen, mens hesten kom ikke godt ud af det med bagsiden, og han satte mange længder over styr. I stedet overtog Al Calvados fronten foran Master Chef, mens Lady Lily så stærkere ud for hver eneste meter.

Ind på opløbsstrækningen var der unægtelig mange om budet, men Kim Andersen så stadigvæk ud til at have mest at gå med på ryggen af Lady Lily, der skød frem i midten af banen. Lady Lily blev dog hårdt udfordret af 3-årige Master Chef, der især på de sidste meter kom meget tæt på. Andersen havde dog sin hest først på selve målstregen, og dermed blev sejren en kendsgerning for den 4-årige Desert Sun-datter, der blev importeret til Danmark fra England i fjor.

Tredjepladsen i Goffs Klampenborg Store Sprint gik til den stærkt afsluttende Wazir, der for første gang i karrieren startede over 1200 meter. Wazir nåede akkurat at fange Nassau Style, der fik en flot start på sin karriere i Skandinavien, mens Al Calvados formåede at holde hjem til femtepladsen.

De tre første heste gennem mål i sidste års Täby Open Sprint Championship (Gr.3) – Francis, Solvana og Berri Chis – sluttede som de tre sidste gennem mål.

Søren Jensen-trænede Lady Lily ejes af Elkær Stutteri, der allerede ved handlen i Newmarket havde udset hoppen til at blive et spændende emne til den danske avl, og Desert Sun-datteren er ikke blevet mindre interessant efter sine to første sejre i 2008 på Klampenborg.

Bent Olsen-trænede Master Chef var stor i nederlaget, og ligesom Lady Lily startede han for blot anden gang i Skandinavien efter at have startet karrieren i England. At en 3-årig på dette tidspunkt af sæsonen gør op om et storløb mod ældre heste er meget sjældent, og vi kan bestemt se frem til flere store præstationer af Master Chef, der højst sandsynligt starter næste gang i Petit Prix på Jyllandsløbsdagen i Århus.


Dan Tucket alene på banen

Master Chefs staldkammerat Dan Tucket var til start som klar favorit i The Irish Rover 2000 Guineas Trial over 1500 meter, og efter at han overraskende var blevet besejret i sin skandinaviske debut, kunne han tage revanche for fuld musik med en knusende overlegen fem længders sejr foran en ligeledes positiv Opening Night, der havde en halv længde til Clauses Star på tredjepladsen, mens næstfavoritten Simian blev fjerde.

“Dan Tucket har Jyllandsløbet om en lille måned som sin foreløbige hovedopgave, og det er ikke utænkeligt at han får en start mere inden dette løb. Umiddelbart sigter vi på en start i Sallings Pokalløb i Århus, hvor han får en chance for at lære banen at kende”, sagde en glad Bent Olsen efter Dan Tuckets sejr i The Irish Rover 2000 Guineas Trial.


Sydney nyt Mowerina-emne

The Viking House 1000 Guineas Trial havde på forhånd fået to ærgerlige afbud fra henholdsvis Lois Lane og Vanity Fair, men løbet blev alligevel en spændende affære med en række fine hopper i afgørelsen.

Vida Nova lagde en god pace på løbet fra start, og hun formåede at holde ved at godt stykke ind i opløbet, før svenske Sweet Fox Fever overtog kommandoen. En overgang lignede Jolie Fleur den værste konkurrent til Sweet Fox Fever, men så fik Sara Slot for alvor sat farten op på Birgitte Nielsen-trænede Sydney, der fløj forbi konkurrenterne og til slut kunne sejre ganske let med halvanden længde før Sweet Fox Fever, der igen havde halvanden længde til Jolie Fleur på tredjepladsen, mens Vida Nova og Falcons Choice tog de sidste præmiepenge.

Næste start for Sydney bliver Mowerinaløb den 25. maj, hvor hun højst sandsynligt atter skal møde Sweet Fox Fever. Næste gang bliver det dog fra lige vægt, hvorimod hoppen denne gang løb med tre kilo mindre på ryggen end sidste års dobbelte svenske storløbsvinder.


Hot Fudge tilbage med toppræstation

Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hot Fudge har igennem sin karriere ikke gjort meget forkert på Klampenborg, som faktisk er den eneste bane hun endnu har vundet på. Som 2-årig aflagde hun sin maidentitel på banen, i 3-årssæsonen blev dobbelt klassisk vinder med sejre i Mowerinaløb og Dansk Oaks, og i fjor resulterede hendes to starter i triumfer i henholdsvis Primatico Hoppeløb og Sceptre Stakes.

Lørdag eftermiddag fortsatte Lomitas-datteren sin forrygende Klampenborg-statistik med at vinde Tourism Ireland Handicap over 2400 meter. Hot Fudge indtog andenpladsen fra start bag førende Cavewarrior, og kort inde i opløbet overtog hun kommandoen og trak fra til en let halvanden længdes sejr. Cavewarrior var yderligere halvanden længde foran Premier Cru, der her fik en god optakt til Dansk Breeders’ Cup, mens Bongo Bello og Cordwain gik godkendt på de sidste præmiepladser.


God dag for Tølbøll og Reuterskiöld

Både Jørgen Tølbøll og Lennart Reuterskiöld Sr. kunne rejse fra Klampenborg med to sejre i bagagen. Jørgen Tølbøll lagde stærkt ud med at vinde eftermiddagens to første løb med henholdsvis Bowland Boy og Intigold, mens Lennart Reuterskiöld vandt begge dagens maidenløb med henholdsvis In A Pickle og Fairy Kamp. Sidstnævnte opretholder engagement i Dansk Derby og blev her for første gang testet over 2200 meter, hvilket så ud til at passe ham glimrende.

Fairy Kamp besejrede efter hård kamp Wido Neuroths Chic Tiger med hals, og begge heste ligner emner der godt kan nå at udvikle sig til gode emner på Derby Dag den 29. juni. Forbedring var også at spore hos Dancing Dane, der sluttede tredje foran forhåndsfavoritten Thai Eleven og Clauses Cherie.

Torben Christensen rundede årets Irish Day af med at sadle Moune Shine til sejr i The Leprechaun Handicap over 2200 meter. Moune Shine, der var en rigtig sejrssluger i Provinsen sidste år og steg til 70 i handicappet. Forudsætningerne så dermed hårde ud for Moune Shine i sæsondebuten, men på en sen afslutning under sin faste partner Ann-Charlotte Nielsen spurtede Muthhil-datteren bedst af alle og kunne på stregen sætte hovedet før en anden Århus-gæst, Little Big One, mens Nightingale på sit favoritunderlag sluttede tredje.

Totalomsætningen lød på 846.318 kroner, hvilket var godt 46.000 kroner mere end på Irish Day at the Races i fjor, hvor der blev afviklet det samme antal løb. V5 gav 677 kroner til 145 rækker med fem rigtige.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top