Inden Roy Arne Kvisla på søndag starter ubesejrede Mendel’s Rock i Jägersros Voterlöpning, kom han onsdag med en alvorlig formbesked til konkurrenterne. To af staldens øvrige, talentfulde klassiske kandidater vandt nemlig hver deres opgave på letteste vis hjemme i Stockholm – og de er begge ubesejrede på dirt.
Først ude var Indian Rags (Union Rags), der ligesom Mendel’s Rock ejes af Stall Poulard HB, og han vandt overlegent med seks længders afstand til Lennart J:r Reuterskiölds tilrejsende Yobro (Al Wukair) og Ylva Brandts Anno (Juniper Tree).
En præstation, som nok skal sende Indian Rags ind i Derbyvarmen handicapmæssigt.
Det var fjerde karrierestart for Union Rags-sønnen, som sæsondebuterede over 2100 meter dirt track i dag, men allerede som 2-årig aflagde sin maidentitel over dette underlag og steg fra 64 til 75 i handicap.
Inden da havde han startet to gange på græs, og han er således ubesejret i sine to starter på dirt.
Senere på dagen vandt Karakontie-sønnen Aurinko også sin 3-årsopgave over 1200 meter for Stall Kvisla. Aurinko vandt med små fire længder foran sin staldkammerat Blue Lagoon (Mustajeeb), der selv kom med en frisk sejr i bagagen over samme distance den 15. maj.
Ligesom Indian Rags kan Aurinko kalde sig ubesejret på dirt track, idet hans hidtil eneste nederlag i karrieren kom i sidste sæsons udgave af Vinterfavoriternas Pris på Bro Park, hvor han sluttede fjerde bag Appelino (Sea The Moon), Green Exceed (Exceed And Excel) og King Of Ten (Ten Sovereigns).
“Vi ser lidt på Norsk 2000 Guineas om nogle uger. Aurinko er med i Derbyserien, men Voterlöpning kom for tidligt, og hvis han starter på Derbydagen bliver det nok i Derby Day Sprint eller i Malmö Stads Pris”, sagde Roy Arne Kvisla i det efterfølgende sejrsinterview.
Både Indian Rags og Aurinko blev redet til sejr af Per-Anders Gråberg.
To sejre blev det også til for holdene Alice Elmerskog/Carlos Lopez og Ylva Brandt/Angelika Berg.
Førstnævnte vandt sammen med Skyraider (Zaahid) og 13-årige Visiteur Du Pom (Binary File), mens Ylva Brand og lærling Angelika Berg vandt med Barracuda (Swipe) og Amarbelle’s Dream (Brazen Beau).
Desuden vandt 3-årige Allegretto (Geniale) for duoen Annika Sjökvist og Ulrika Holmquist, samt Ninasimone (Rio De La Plata) for Patrick Wahl og Jacob Johansen.