Købelystne danskere i Newmarket

Der blev købt tre heste til Danmark på andendagen af “Tattersalls December Mare Sale etc.” i Newmarket tirsdag eftermiddag.


Træner Søren Jensen fik hammerslag på den 3-årige In The Wings-datter Envollee, der hidtil har været trænet i Chantilly af Carlos Laffon-Parias og ejet af Wertheimer & Frere.

Envollee vandt to løb i sin klassiske sæson og indløb lidt over 100.000 kroner.

Hoppens mor Shaabra (Rainbow Quest) var selv vinder i Tyskland, men hun skinner mest i øjnene som halvsøster til Gruppe-1-vinderen Ransom O’War. Prisen for den snart 4-årige hoppe var 11.000 guineas, og Søren Jensen kommer naturligvis til at varetage træningen for ejer-trioen Mogens Schougaard, Carsten Nørgaard ogTom Larsen.

York Stutteri var på pletten to gange i løbet af dagen – første gang ved lot 1856, den 8-årige tyskfødte Big Shuffle-datter Trabea, der selv vandt fire gange i sit hjemland og nu venter sit første føl efter Soviet Star. Trabeas mor Tosca Rhea er vinder og Listed-placeret, og i avlen har hun produceret gode heste som den flerdobbelte Listed-vinder Takin og den franske Listed-vinder Twin Set. York Stutteri slap 25.000 guineas for hoppen.

Stutteriets næste køb er velkendt for det skandinaviske publikum, idet de for endnu 25.000 guineas fik hammerslag på den nu 6-årige Linamix-datter Gryngolette.

Hoppen var vinder i England inden hun blev importeret til Skandinavien og i Roy-Arne Kvislas varetægt sejrede tre gange og var anden i Jockeyklubbens Avelslöpning (L), samt tredje i Erik O Steens Memorial (L), Lanwades Stud Stakes (L) og Coolmore Matchmaker Stakes (L).

Katalogsiden byder ikke på mange informationer om hverken moderen Imperial Scholar eller andenmoderen Last Ball, men tredjemoderen Raquette var selv Listed-vinder i USA og Irland og i avlen er hun mor til prominente navne som Grand Chelem, Splendid Moment og ikke mindst Evening Kiss, der selv er mor til én af verdens førende væddeløbere i det nye millennium, Singapore International Cup (Gr.1)-vinderen Epalo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top