Kirsten Rausing bag åring til 18 millioner kroner

Andendagen af Goffs Million fik et brag af en afslutning, da Kirsten Rausings Staffordstown Stud sendte en skimmel hoppe i ringen som det tredjesidste lot.


Den engelskfødte hoppe efter Sadler’s Wells løb nemlig helt op i 2.400.000 euro før agent Demi O’Byrne fik hammerslaget på vegne af Mr John Magnier. Hoppen er første afkom efter Alzao-datteren Albanova, der i Kirsten Rausings farver vandt Preis von Europa (Gr.1) og to øvrige Gruppe-1-løb i Tyskland.

Albanova er desuden helsøster til den dobbelte Champion Stakes (Gr.1)-vinder Alborada og fra samme familie som den franske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Aussie Rules og superhopperne Yesterday og Quarter Moon, der begge ligesom den fremstillede åring er efter Sadler’s Wells.

Kirsten Rausings AL-familie er ikke uden grund blevet betegnet som én af verdens stærkeste moderlinjer, og i Danmark er familien repræsenteret ved den tidligere Rausing-hoppe Alioli, der nu står opstaldet på Stutteri Hjortebo og bl.a. er mor til sidste års dobbelte storløbsvinder Air Force Eleven. Også Peas And Carrots stammer fra denne sublime moderlinje, der går direkte tilbage til legendariske Mumtaz Mahal.

Prisen på 2.400.000 euro svarer til ca. 18 millioner danske kroner, og dermed blev hoppen den dyreste åring solgt på en europæisk auktion i hele fem år. Det var dermed endnu en milepæl for svenske Kirsten Rausing, der i fjor toppede Goffs Million Sale da hun solgte en lillesøster til Dragon Dancer for 2.000.000 euro. Denne åring var efter hoppen Alakananda og dermed ligeledes ud af den eftertragtede AL-familie.


Endnu en åring til Francisco Castro

Francisco Castro købte to åringer på førstedagen af Goffs Million, og tirsdag fulgte træneren op med endnu et køb. Denne gang var det lot 328, en brun hingst efter Elusive City og Danzig-hoppen Tarziyana.

Åringen har tre startende søskende hvor samtlige har vundet, og moderen Tarziyana er helsøster til selveste Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Top Ville. Francisco Castro fik hammerslag på hingsten for 32.000 euro.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top