Det blev på alle måder en flot galopdag, da Jydsk Væddeløbsbane lørdag eftermiddag afholdt den årlige Jyllandsløbsdag. Vejret var godt og mange mennesker var mødt frem. Man fik nogle velafviklede og spændende løb og kvaliteten var i top. Dagens hovedbegivenhed Ceres Jydsk Derby fik en fortjent vinder i Lars Kelp trænede Kilbarri.
– Af Henrik Brendholdt
Hesten er et forholdsvis ubeskrevet blad i landet og vi kendte den kun for sin femteplads bag ældre heste i sin årsdebut. Den leverede dog en fremragende præstation og var en sikker vinder af de 220.000 kroner, til stor glæde for ejerkredsen Light Valley Stud, Stald Milo og Tlp Racing, som erhvervede hesten i England for ca. 300.000 kroner.
Jockey Manuel Santos red et taktisk flot løb og indledte sit angreb på det helt rigtige tidspunkt. Det var Faahem og Little Prince, der lagde ud i et hæsblæsende tempo. Med 600-700 meter igen var der udsolgt hos fronthestene og her gik en velgaloperende Kilbarri frem i teten.
Herefter var det spil til et mål. Godt nok forsøgte favoritten Green Calibre et angreb de sidste 300 meter, men Kilbarri var bare stærkest og sejrede sikkert før en godkendt Green Calibre, mens Sir Alexander efter et afventende løb sluttede godkendt af til tredjepladsen.
Også Lars Kelps anden deltager Sirius Company var godkendt på fjerdepladsen, mens norske Quint Essentials snuppede de sidste penge. Løbets skuffelser var Little Prince som tydeligvis ikke var helt oppe i omdrejninger efter sin sygdom og også Bent Olsen-trænede Trym var helt under isen.
Petit Prix til Abbielou
Det “korte Jyllandsløb” kaldet Petit Prix gik som ventet til Bent Olsen-trænede Abbielou, der var den klart stærkeste i feltet. Det var Phillian og Sara Slot der tog teten fra start. Rundt opløbssvinget meldte mælkesyren sig og der kom angreb fra flere sider. Stærkest var Abbielou, der gik frem til en sikker sejr før staldveninden Rock of Kildare.
På tredjepladsen afsluttede Torben Christensen trænede Sofelia forrygende i sin Danmarks-debut og ham skal der holdes øje med i næste start. Her skuffede meget betroede Red Passion. Den fik en dårlig start og hverken hest eller rytter viste siden den store interresse for løbet.
The Pirate suveræn
En af dagens mest imponerende præstationer leverede Keld Chr. Karlsen trænede og ejede The Pirate i Jydsk Derby Consolation. Halvbroderen til The Khamsin var rigtig velgående på dagen og afviste alle angreb i opløbet og gik til en sikker sejr. Dermed melder hesten sig for alvor ind i Derby varmen. Her var det Rue Flandrine der var i teten undervejs.
Rundt opløbssvinget tog The Pirate dog over. En lidt for defensivt redet storfavorit Smart Guy, kom i et sent angreb. The Pirate var dog i en klasse for sig og sejrede sikkert før Smart Guy og Szuma.
Makavelli i Champion Sprint
Dagen indledtes med en besnærende sejr til Stall Lambadas 6-årige vallak Makavelli, der sluttede benærende af i Champion Sprint og sejrede før en ligeledes velgående Kat Malou, mens Turbo Man som havde ført med flere længder undervejs var tredje og skal lures næste gang. Her skuffede favoritten Cut Siegerin fælt som sidst i mål. Hoppen trives tydeligvis ikke i J.V.Bs skarpe sving.
Old Man River til tops
Også Champion Stakes med en præmiesum på 125.000 kroner fik en flot vinder. Det var Louise Møller trænede Old Man River, der gik til tops flot redet af Jacob Johansen. Her var det staldkammeraten Last First, der førte undervejs. Op igennem opløbet gik William Tell og Pearl Of York frem. De kunne dog ikke dæmme op for Old Man River, der vandt en besnærende sejr og hele tiden udvikler sig.
Lokale sejre
Det blev da også til lokale sejre på dagen. I Elkær Stutteris Ærespræmie sejrede Birgitte Nielsen-trænede Bocelli flot styret af rutinerede Carsten Rasmussen, som virkelig har et godt tag på hesten. Her var Affarati anden i mål før længe førende Grand Rapide. I dagens afsluttende klasse 5 løb, var Pia Gram ejede og trænede Crostini en sikker vinder for jockey Le Tøllbøll før Rationel Rose og Kat Dior.