fbpx

Jyllandsløbsdagen: Lea Olsens fantastiske “fivetimer”

Årets største galopdag i Provinsen har så mange gange tidligere været domineret af Bent Olsen, men familiestafetten er nu – i hvert fald for 2023-udgavens vedkommende – givet videre til datteren Lea, der søndag eftermiddag oplevede sin korte trænerkarrieres største dag med fem sejre på hjemmebanen i Aarhus. Og naturligvis med King Ferdinands Jyllandsløbstriumf som den største.



Der har aldrig hersket tvivl om 3-årige King Ferdinands talent. Han gik i fjor igennem sine tre første starter som ubesejret og vandt med stor autoritet både Goffs Futurity Stakes og Dansk Kriterium, inden han på et blødt efterårsunderlag i Klampenborg mødte sit waterloo i Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Efter at have vundet årets sæsondebut på Klampenborg var han tredje i Dansk 2000 Guineas, og med denne præstation in mente kunne der for alvor sås tvivl om, hvorvidt han ville klare de 2150 meter i sin første start på hjemmebanen i Aarhus.

Og ingen gjorde det let for Elusive City-sønnen, som måtte knokle hver en meter under Oliver Wilson for at holde drømmen om en sejr i live. Alligevel endte Karin Sallings brune vallak som vinder af Jyllandsløbet anno 2023 – med en førstepræmie på 170.000 kroner til følge.

King Ferdinand og Oliver Wilson vinder Jyllandsløbet foran Silverflame og Lucien. Foto: Ole Hindby.

King Ferdinand nedkæmpede en sejlivet Lucien (Hurricane Red) i opløbet, og formåede ligeledes at holde den fint afsluttende Silverflame (Binary File) stangen til andenpladsen på de sidste meter.

Det blev til sejr på en sikker længde, med Lucien som tredje og staldkammeraten Klarvaken (Appel Au Maitre) på fjerdepladsen før den sidste præmietager, Mowerina-vinderen Bad Investment (Wilshire Boulevard).

King Ferdinand er opdrættet på Stutteri Hjortebo og ud af Kendargent-datteren Aladdin’s Angel, som også er repræsenteret med en åring på efterårets Scandinavian Open Yearling Sale.

Om The Macallan Dansk Derby bliver King Ferdinands næste opgave er endnu uvist, men vælger Lea Olsen og Karin Salling den kortere rute fremover, er Larch Ærespræmie over 1600 meter selvfølgelig helt oplagt.

Karin Salling og Lea Olsen tager sammen imod Jyllandsløbsvinderne anno 2023, King Ferdinand og Oliver Wilson. Foto: Ole Hindby.

Lea Olsen havde forud for King Ferdinands Jyllandsløbstriumf indledte dagen med en double i Stutteri Hjortebos 2-års Grand Prix, hvor debuterende Biot (City Light) i absolut sidste galopspring fangede sin staldkammerat, storfavoritten Giovanni Torkdahl (Lope De Vega).

Lige så tæt på var Bent Olsens ligeledes debuterende King Of Ten (Ten Sovereigns) på tredjepladsen, men Bent måtte bare allerede hér sande, at denne dag tilhørte datteren.

Biot ejes af Dorte og Keld Moe Jacobsen og er opdrættet af Nina Falck og Gert Larsens Stald Jupiter. Han blev redet til sejr af Martin Rodriguez og fik 37.500 kroner for sin debutsejr.


Senere på dagen vandt Lea Olsen også Tattersalls Jydsk Champion Stakes med Simon og Lars Jakobsens 4-årige New York Strip (Appel Au Maitre), som vandt med fem længder foran sæsondebuterende Itoldyouso (Go Go Gadget) og Tony Soprano (American Post).

Sejren med New York Strip – der ligesom Biot er opdrættet af Stald Jupiter på Fyn – satte gang i fire på stribe for Lea Olsen, der i løbet efter fulgte op med King Ferdinands sejr i Jyllandsløbet, hvorefter Sir Chaplin (Appel Au Maitre) vandt Bet25 Løb for amatørryttere og lærlinge under Kelvin Belcourt, inden Queen Clementine (Moohaajim) kunne bogføre karrierens første sejr i Jyllandsløbets Consolation.

Både King Ferdinand, Sir Chaplin og Queen Clementine er født og opvokset på Stutteri Hjortebo (Sir Chaplin som opdrættet af Martin Hjorth Jensen) og alle tre ejes af Karin Salling, som fik en vidunderlig afslutning i sin hjemby.

For symbolikkens skyld skal det også med, at Queen Clementine er det sidste afkom ud af Karin Sallings historieskrivende hoppe Lady Clementine (Richard Of York).

Lady Clementine vandt selv Jyllandsløbet i Søren Jensens træning i 2004, og hun er siden blevet mor til Derby-vinderen Sir Henry (Academy Award), Guineas-vinderne Beaufort Twelve (Academy Award) og Harbour Light (Academy Award), Kriteriums-vinderen Silvertown (Academy Award), Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Baltic Exchange (Appel Au Maitre) og Breeders’ Prize Sprint-vinderen Sir Winston (Academy Award).


Selv om Lea Olsen ikke var let at være oppe imod denne første søndag i juli, gjorde især Birgitte Nielsen det stærkt.

I Jydsk Champion Sprint over 1400 meter vandt Birgitte med 6-årige Strada (Go Go Gadget), som med kort hoved slog Leas Sir Antonelli (Most Improved), og også i Petit Prix over 1550 meter sadlede Birgitte vinderen i form af What A Life (Karakorun).

What A Life slog Rikke Bondes duo Rikabo (Moohaajim) og Lets Go Carlras (Juniper Tree), med Giant Diamond (Giant Sandman) og Alakay (Wilshire Boulevard) som sidste præmietagere.

Sejr blev det også til for fynske Sarah Langholm Hornstrup med 5-årige Sun Lane (Appel Au Maitre), der vandt Elkær Stutteris Ærespræmie foran Speedgirl (Go Go Gadget) og Storm Wind (Appel Au Maitre).

Sun Lane er storesøster til Slava Ukraini (Moohaajim) og ejes fortsat af sin opdrætter Lars Chr. Nielsen sammen med familien Hornstrup.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top