fbpx

Jubel-aften for Karen Grethe Jensen og Marc Stott

Tankerne blev henledt til midt i firserne, da Marc Stott gav marchordre til Shahama i onsdagens første galopløb i Odense. Den sæsondebuterende Daylami-søn svarede velvilligt på opfordringen, og forsvandt væk fra det øvrige felt til overlegen sejr med seks længder.


Shahama kom uden løb i kroppen siden slutningen af oktober i fjor, da den indkasserede karrierens første pletskud på noget, der må være træneren og medejeren Karen Grethe Jensens lykkebane. Det var nemlig på præcis samme oval, at den dygtige hestedame fra Nordjylland to år i træk hjemførte Fyensløbet med hesten Jimmy, der kom i overskud på hesteholdet hos de storsatsende brødre Jørgen & Ole Strecker.

Jimmy vandt Fyensløbet til 25.000 kroner i førstepræmie i både 1985 og 1986. Begge gange med jockey Ivan Illingworth som sublim chauffør. Den dobbelte Fyensløbs-vinder var opdrættet af Stutteri Hjortebo, der fortsat er still going strong på højeste niveau.

Der hersker næppe tvivl om, at Shahama er moden til flere sejre senere på året. Var udskrevet med 71 i handicap inden løbet.

På en god afslutning hentede stadigt forbedret Carnet Apache andenpladsen for Nathalie Andersson fulgt af debutanten El Pequeno, der får klart godkendt. Godt forberedt af træneren Lone Kaalund Thiel. Hårdt betroede Red Passion meldte pas til slut efter at have angivet pacen. Fik fortjent fjerdepræmien.


H.C. Andersen-sejr for tredje år i træk

Det blev i det hele taget en jubelaften for Karen Grethe Jensen og Marc Stott.

Teamet tog sig også af H. C. Andersen Løb med The Barnsley Chop, som også vandt løbet til sin træner i både 2004 og i fjor.

Hat-tricket blev en realitet efter en fin indvendig rejse rundt svinget, hvor både Marc Stott og Louise Møller kom gratis frem tæt ved rails, da Le Tølbøll generøst trak førehesten Naseem Reef ud i andet spor. Affarati og Louise Møller kom først ind i opløbet, men blev et let bytte for formtoppede The Barnsley Chop.

Vinderhesten deltog også i Fyensløbet i fjor. Var imidlertid ikke på toppen på dagen og var slået med syv længder. Fortjener en chance mere i denne sammenhæng. På tredjepladsen fulgte en godt afsluttende Little Big One. Er faldet godt til i Tina Mortensens træningskoncept, og sidder snart på vinderpladsen.

Med to sejre blev Karen Grethe Jensen Fru 100% med en samlet præmiecheck på 24.000 kroner. Bare at løfte på hatten.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top