Fredrik Johansson, der i mandags vandt Grosser Preis des Hannover (L) og i går fulgte op med sejr i Stockholms Stora Pris (Gr.3) får på søndag muligheden for at vinde karrierens første Gruppe-1-løb, når han sidder op på Hans-Albert Blume-trænede Scoubidou i Henkel Preis der Diana i tyske Düsseldorf.
15 deltagere forventes til start i opgøret, og af disse er Scoubidou med sit aktuelle handicap på 92 feltets højest rangerede hest, hvilket naturligvis lægger et vist pres på den svenske stjernes skuldre.
Scoubidou har startet fem gange tidligere i karrieren, hvoraf de tre var som 2-årig. Hun sluttede sæsonen af med at vinde Gruppe-3-løbet Premio Dormello i Milano, og i år lagde hun ud med at vinde et Listed Race i Köln, inden hun senest var anden gennem mål i Schwarzgold-Rennen (Gr.2) på samme bane.
Fredrik Johansson har tre øvrige ridt for stortræneren Hans-Albert Blume i Düsseldorf på søndag, og skulle samarbejdet bære frugt kan det muligvis bane vej for endnu større udfordringer i fremtiden.