Aalborg Væddeløbsbane kunne mandag afslutte en sportslig meget fin sæson med afholdelse af tre gode galopløb.
– Af Lone Kaalund-Thiel
På forhånd var der stor spænding om championaterne, hvoraf kun lærlingechampionatet var afgjort på forhånd.
Dagens første løb var rykket fra sidste uge, hvor løbet på grund af store regnmængder blev nødvendigt at udskyde til finaledagen. Alle oprindelige anmeldte var klar i startmaskinen og på forhånd var Stald Seasides dejlige Fusilier gjort til kæmpefavorit, idet hesten stod meget fordelagtigt handicapmæssigt. Sådan en chance lader topjockey Mark Larsen ikke gå til spilde, og efter et afventende ridt kunne Fusilier og Mark nærmest sejle i mål som sikker vinder med mange længder ned til Aunty/Line Juhl Andersen og Akada Cha Cha/Nicholaj Stott. Lars Jacobsen træner Fusilier, der her tog sin anden sejr i træk.
Rikke Munk skulle have vundet dette løb for at vælte Nanna Skovsgaard af tronen som årets amatørjockeychampionat, så nu var Nanna Skovsgaard sikker på, at et velfortjent amatørrytterchampionat var i hus med fire sejre i år.
Dagens andet løb var finale for stayerhestene i klasse fire. Sankt Pierre har haft et forrygende efterår og Louise Møller sendte derfor som vanligt Sankt Pierre til front i et frisk tempo. Med en føring på tre til fire længder lignede Saint Pierre og Louise Møller et par, der skulle fortsætte deres sejrrække, men det ville Nicolaj Stott anderledes. Nicolaj havde Gold Winner velplaceret som anden hele vejen og i opløbet angeb parret. Der udspandt sig en flot opløbsduel, hvor Nicolaj virkelig fik vist publikum sit flair for jockeyfaget. Den yngste Stott-bror kunne presse Gold Winner forbi Saint Pierre til en forholdsvis sikker sejr på de sidste meter, og det var en glad træner og ejer – Lone Kaalund, der kunne modtage Aalborg Galopforenings Ærespræmie.
9-årige Gold Winner har de senere år udviklet sig til en rigtig nyttig hest, der tilsyneladende trives på alle årstider og på alle baneunderlag. Nicolaj Stott manifesterede med sejren sit velfortjente lærlingechampionat med hele 6 sejre i Aalborg.
I dagens sidste løb skulle jockeychampionatet og trænerchampionatet endeligt afgøres. Finalen var for de bedre sprintere, og feltet havde også årets hest i Aalborg 2006 – Able Ayr – til start. Selvom der havde været en teoretisk mulighed for at Moune Shine kunne have indhentet Able Ayr tidligere på aftenen, var titlen som Årets hest afgjort inden løbet. Alligevel præsterede Able Ayr atter en solid indsats ved at blive en flot nummer tre i en bane, der absolut ikke er den smukke vallaks livret. Able Ayr, der ejes og trænes af Ulla Frydensberg, har haft en forrygende sæson i år med hele tre sejre, tre andenpladser og en række placeringer.
Selve finaleløbet havde hurtigt Tinna Hovgaard i front med en velgalopperende New Caladonia. Det så ud til at behage den 7-årige vallak og i opløbet kunne ingen true parret, der gik til en overlegen sejr. Nærmest kom Baggins med Mark Larsen i sadlen foran Able Ayr med Louisa Sheldon. Torben Christensen er træner af New Caladonia, der her fik sin tredje sejr i Provinsen i år.
Trænerchampionatet var hermed afgjort til fordel for John Nielsen, der har haft sine heste i en forrygende form i år, og opnået en indtjening på 121.810 kr. i Aalborg.
I kampen om jockeychampionatet udløste dagens resultater, at Mark Larsen og Marc Stott stod lige med hensyn til både sejre- 2.- og 3. pladser. Der skulle derfor en fintælling af placeringer til, før Marc Stott kunne udnævnes som årets jockeychampion. Marc tog stikket hjem fire sejre i alt og kun én fjerdeplads mere end Mark Larsen. Sikke en afslutning!
På tilskuerpladserne stod en fortjent stolt far, der kunne bryste sig af sine to dygtige sønner. Æblet falder jo ikke langt fra stammen, og der er ingen tvivl om at både Marc og Nicolaj kommer langt med den ridekunst Ken Stott har givet sine sønner med i bagagen! På ponyfronten blev ryttertalentet Thomas Clement igen i år mest vindende ponyrytter med fire sejre.