Katya Bøtchers egenopdrættede Itoldyouso levede op til spillernes forventninger i lørdagens Racing Arena Champion Stakes over 1800 meter i Aalborg. Under Nicolaj Stott sejrede Go Go Gadget-sønnen med største lethed foran Tony Soprano og Sir Antonelli.
Nicolaj Stott så ud til at have fuld kontrol over begivenhederne hver eneste meter af distancen, og da han smart skød frem indvendigt for førende Tony Soprano (American Post) på sidste del af bagsiden, var der reelt ingen tvivl længere.
Ned gennem opløbet trak Itoldyouso yderligere fra sine konkurrenter, og han kunne tidligt stoppe sin ridning og lade favoritten galoppere over stregen i ensom majestæt.
Itoldyouso trænes af Birgitte Nielsen og tog sin femte sejr i blot ni karrierestarter.
Den 5-årige vallak ejes af Katya Bøtcher, som også selv er opdrætter, og det blev en ny fjer i hatten for Stutteri Thorskovgaards Go Go Gadget (Areion).
Det kan også sagtens tænkes, at Itoldyouso er avlshingstens allerbedste afkom nogensinde, for der ser fortsat ud til at være masser at komme efter, og han vandt lørdagens Champion Stakes i årets kun anden start fra et handicap på 82.
Førstepræmien var 60.000 kroner værd for Katya Bøtcher.
Lørdagens fem øvrige vindere i Aalborg var Multibox Carlras/Malin Holmberg, Sandie’s Dream/Kelvin Belcourt, Zascha/Maikel Narvaez Bravo, Victorious/Mathilde Lund Johansen og Sir Christian/Melissa Vesterholm.