Derbydagens store sprinteropgør, Zawawi Sprint Cup, endte i en forrygende opløbsduel med fire heste på lige linje. Stærkest til slut var Jacob Johansen i bøjlerne på Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Irish Action, som slog Wido Neuroths Brian Ryan, Cathrine Erichsens City Code og Bettina Andersens Sandtastic.
Irish Action fristede ellers en tilværelse aller bagerst i feltet i sin første start på Klampenborg, men da han først ramte den lige strækning elskede han hver en meter med græs under hovene, og med topvægten 61 kilo lykkedes det præcis på stregen at sætte hovedet først.
De fire første heste havde altså blot en hals imellem sig, hvorefter der blev små to længder til femtehesten Let’s Go Crazy (Moohaajim). Siden fulgte Mountain (Eishin Dunkirk), Lost Empire (Footstepsinthesand) og Pjerrot (Hard Spun).
Sejren i Zawawi Sprint Cup var gode 165.000 kroner værd for Stall Gransäters Vivi Munthe.






