Øvrevoll var onsdag eftermiddag vært for et interessant 2-årsløb over 1370 meter græs, hvor bl.a. Appelinas første afkom, Appelino, var med i et fire hestes felt, som også talte en helbror til St. Leger-vinderen Amanda. Det blev dog Stutteri Hjortebo-opdrættede Rosalina, der legende let vandt efter føring fra start til mål.
Moderlivsimporten efter Dream Ahead (Diktat) var hurtigst ude af startboksen, hvorfra Carlos Lopez dikterede pacen foran Appelino (Sea The Moon) og Amason (Appel Au Maitre).
Ind på opløbet var ingen af de bagvedliggende i stand til at true Rosalina, som fortsatte ufortrødent og til slut sejrede let med fire længder foran Appelino, som kæmpede sig fint tilbage og var bedst blandt de tre Wido Neuroth-deltagere.
Rosalina trænes af Niels Petersen og ejes af Karin Salling, som hér har endnu en spændende hoppe for fremtiden.
Rosalina blev købt forud for sidste års Scandinavian Open Yearling Sale, og hendes næste start bliver højst sandsynligt i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer på den norske Derbydag, hvor hun er blandt de 14 tilbagestående kandidater.
Rosalina er første danske afkom ud af Selkirk-hoppen Vadirima, der startede placeret som 3-årig i Frankrig, og som i forvejen er mor til den nidobbelte vinder Valrose (Kodiac).
Som navnet antyder stammer Vadirima fra én af HH Aga Khans toneangivende moderlinjer, der igennem de senere år bl.a. har talt Prix du Jockey Club (Gr.1)- og Eclipse Stakes (Gr.1)-vinderen Vadeni (Churchill), der desuden var anden i sidste års Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) bag Alpinista (Frankel).
Stutteri Hjortebo fremstiller på det kommende Scandinavian Open Yearling Sale den 22. september en Appel Au Maitre-halvsøster til Rosalina.