Hverken danskopdrættede The Pirate eller hans staldkammerat Salt Track fik penge med hjem fra deres respektive løb torsdag aften på Nad Al Sheba i Dubai.
The Pirate fik sin ørken-debut i Gruppe-3-løbet Al Rashidiya Stakes over 1777 meter græs, og efter en udvendig rejse undervejs havde Primatico-sønnen ikke meget at skyde med i opløbet for Espen Ski.
The Pirate holdt dog udmærket ved og faldt på ingen måde igennem, hvilket til slut resulterede i en syvendeplads – dødt løb med Montpellier – 13 længder efter vindende Lord Admiral/Mick Kinane. Alt taget i betragtning var The Pirates indsats godkendt, ikke mindst med tanke på hvor svær den første start i Dubai er for de fleste europæiske heste.
Sidste års Pramms Memorial (L)-vinder Salt Track var derimod en større skuffelse i Dubai Billet Handicap over 1600 meter dirt track. Som sædvanligt var Salt Track langsom fra start, men hans normalt så gode ryk udeblev denne gang, og han formåede aldrig at blande sig i slutstriden selv om han ligesom The Pirate ikke faldt igennem og sluttede ottende i mål, godt 11 længder bag vindende Blackat Blackitten.
Netop Blackat Blackitten (Inchinor – Tara’s Girl v. Fayruz) var en ud af Godolphins hele fire vindere denne aften på Nad Al Sheba, og i modsætning til i fjor er “The Boys in Blue” kommet vældig godt fra start i The Dubai International Racing Carnival.