I dag starter Cheltenham: Med ‘svensk’ sejr?

To af Englands største sportsbegivenheder tager sin begyndelse i dag. I Birmingham indledes badmintonturneringen All England, og 80 kilometer stik syd raser Cheltenhamfeberen for fuld udblæsning. Altdominerende Willie Mullins har de store favoritter, men i kulissen lurer svenske Amanda Zetterholm med sin 4-årige Milan Tino.


Amanda Zetterholm er herover fotograferet med sin landsmand Lennart J:r Reuterskiöld på Auteuil i marts 2023. Foto: Linda Reuterskiöld.

Amanda Zetterholm har sin trænerforretning lige uden for Chantilly og deler licensen med engelske Noel George. Sammen træner de bl.a. Roland Johanssons tidligere Bro Park Trial-vinder Harry (Maxios), som i 2023 både vandt og var anden i et Listed på Auteuil.

Cheltenham skydes i gang kl. 14:30 (skandinavisk tid) i eftermiddag, og kl. 17:50 starter Noel George og Amanda Zetterholm Milan-sønnen Milan Tino i Boodles Juvenile Handicap Hurdle med £45,016 til vinderen.

Milan Tino årsdebuterede netop på Cheltenham tilbage i slutningen af januar, hvor han blev tredje i et Grade 2 Hurdle. Han ejes af J.P. McManus og starter i de ikoniske grønne og orange farver.

I skrivende stund, kl. 7 tirsdag morgen, er han bookmakernes generelle favorit i 7/1 blandt de 22 deltagere, tæt fulgt af af Joseph O’Briens Lark In The Mornin (Soldier Hollow) og Paul Nicholls’ Liari (Cracksman).

Willie Mullins, der har langt de fleste af favoritterne på dagen, har tre heste med i opgøret, med størst tiltro til Batman Girac (Bathyrhon) i 12/1.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top