Det kommer ikke bag på nogen når duoen Wido Neuroth og Fredrik Johansson vinder storløb på samlebånd, og det stærkeste samarbejde i skandinavisk galopsports historie fortsatte med tre storløbssejre på Stockholm Cup-dagen.
Udover Appel Au Maitres storslåede opvisning i selve Cup’en hjemtog Neuorth og Johansson både Coolmore Matchmaker Stakes (L) og Scandinavian Classic Challenge. I førstnævnte var det dagens største favorit Funny Legend der severede endnu en toppræstation og uden problemer gik fra sidste til førsteplads i løbet af få galopspring og til sidst afgjorde let med halvanden længde før Novasky/Kim Andersen og den godt afsluttende Will Be/Lisa Bivemark.
Sejren var 131.500 kroner værd for Stall E & F’s vidunderhoppe Funny Legend, der desuden vandt endnu en fribedækning ved én af det irske avlsimperium Coolmore Studs hingste. Det var tredje år i træk at Funny Legend sejrede i netop dette opgør.
I det nyindførte Scandinavian Classic Challenge for 3-årige skandinaviskfødte heste viste Fredrik Johansson igen sin overlegenhed på den skandinaviske jockeyscene, da han på ryggen af Great Gambo formåede at snyde hele feltet rundt opløbssvinget og sikre sig værdifulde længder på både Aladar og favoritten Cassini.
Great Gambos føring holdt sikkert hele vejen til målstregen, hvor Duty Time-sønnen der sluttede femte i Dansk Derby kunne tage revanche mod sin overmand fra det opgør, Cassini, mens Aladar var lige i hælene til tredjepladsen foran dansktrænede Rock All.
Sejren var 200.000 svenske kroner værd for Great Gambos ejer Stall Party, og alt i alt kunne Wido Neuroth og Fredrik Johansson se tilbage på “en dag på kontoret” hvor det sammen lykkedes dem at indbringe over en million svenske kroner. Desuden var Fredrik Johansson anden gennem mål med Hans-Inge Larsen-trænede Irish Blues i Amacitalöpning, hvilket øgedes hans samlede indredne præmiesum med 48.500 kroner.