fbpx

Hurtig 2-årig til Bent Olsen

Klampenborg-træner Bent Olsen var i fredags at finde på Goffs Breeze Up Sale på Kempton Park i England, og som den eneste skandinaviske træner kom Olsen hjem med en ny hest til stalden i form af lot 32, en 2-årig brun hingst efter Mull Of Kintyre – Raazi v. My Generation, der blev købt af Patrick Tsang.


Moderen Raazi startede selv placeret og er i avlen mor til to vindere ud af tre starter. Andenmoderen Botvyle Flame var selv ustartet og har kun produceret Raazi, mens tredjemoderen Fire And Ice gør sig mest bemærket som mormor til den 13-dobbelte japanske vinder Be My Nakayama.

Umiddelbart virker moderlinjen ikke specielt skudsikker, men fordelen ved en Breeze Up-auktion er, at de potentielle købere har mulighed for at se hestene galoppere stærkt på banen umiddelbart inden salget starter, og dermed er sandsynligheden for at kunne spotte morgendagens stjerne gjort langt større.

Bent Olsen så den irskfødte hingst galoppere om formiddagen og var ganske tilfreds med den. “Han har en bror der har vundet som 2-årig, og moderlinjen ser generelt speedy ud. Der sidder et godt hoved på denne hest, og han bør i mine øjne allerede nå vindercirkelen i år”, fortæller Olsen.

Hingstens far Mull Of Kintyre (Danzig) var selv Gruppe-2-vinder, og i stutteriet gjorde han sig i fjor specielt bemærket med sin 3-årige søn Araafa, der besejrede selveste George Washington i Irish 2000 Guineas (Gr.1).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top