fbpx

Hoo La Baloo vandt Grade-2 på Sandown

Den 4-årige franskfødte Unfuwain-søn Hoo La Baloo, der som 2-årig var i træning hos Flemming Poulsen i Klampenborg, vandt mandag eftermiddag Stan James Wayward Lad Novices’ Chase(Grade 2) over 3200 meter på Sandowns store “boxing-day” meeting.


Hoo La Baloo kom alene i mål, idet hans tre konkurrenter alle styrtede undervejs i løbet, og Ruby Walsh kunne med lethed styre den brune vallak over sidste forhindring uden nogen som helst modstand. HooLa Baloo havde dermed ført hele vejen fra start til mål, og han bekræftede endnu engang sine store evner over forhindringerne.

Førstepræmien lød på lidt over 30.000 engelske pund og sejren var Hoo La Baloos femte over forhindringer i seks forsøg. Træner Flemming Poulsen var glædeligt overrasket over nyheden om hans tidligere Vinterfavorit-4’er, der var med på det hold der i vinteren 2003/2004 drog til Chantilly i Frankrig.

“Han vandt løb i Danmark men var ikke god nok til at gøre sig rigtig gældende i fladløb her i Frankrig. Han blev solgt ud af stalden i et “claiming-race” for 20.000 euro hvilket vi egentlig betragtede som en rimelig god pris, idet han havde vist et handicap på 80 som sit højeste. Siden har han vist store evner over forhindringerne, og efter at have vundet tre gange i Frankrig kom han til Paul Nicholls i England, hvor spring-karrieren bare er eskaleret helt vildt”, fortæller Poulsen, der ikke ærgrer sig over at have mistet så stort et talent ud af stalden.

“Nej, jeg er ikke ærgerlig over det, det glæder mig at der er blevet noget stort ud af ham. Jeg træner jo heste med henblik på fladløb, og i denne del af sporten kunne jeg ikke få mere ud af ham. Jeg havde ikke selv skænket det en tanke, at han skulle vise sig at være så god en chaser”, beretter Poulsen og fortsætter: “Men nu er det da klart at mine øjne er blevet åbnet over for forhindringssporten, og jeg har nogle emner i min stald der måske kan vise sig at være nye spring-talenter, så jeg vil sige at jeg bestemt har lært noget af denne “grimme-ælling-historie”.

De engelske bookmakere har nu noteret Hoo La Baloo som et prospekt til Arkle Chase i Cheltenham, og William Hill har ham endda helt nede i 10-1 efter mandagens opvisning. Træner Paul Nicholls udtalte til Racing Post at der dog kun er 50 procents chance for at hesten kommer til Cheltenham, idet Hoo La Baloo er afhængig af at løbe højre rundt på banen. Den næste opgave for ham ser dermed ud til at blive the Queen Mother CelebrationChase på Sandown, hvor dagens triumf netop blev en kendsgerning.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top