fbpx

Hestesportens Galla: Slava Ukraini hyldes som Årets 3-årige Hest

For et år siden vandt Stald Handshakes Slava Ukraini prisen som Årets 2-årige Hest i Danmark, og nu er han også indehaver af titlen som Årets 3-årige.


De ukrainske farver på sejrspodiet efter The Macallan Dansk Derby. Næstyderst til højre ses Slava Ukrainis opdrætter Lars Chr. Nielsen. Foto: Burt Seeger.

Ukraini er opdrættet af fynske Lars Chr. Nielsen, som også opdrættede hingstens mor, Sceptre Stakes-vinderen Rayna. Han hører til den første skandinaviskopdrættede årgang efter Mill Reef Stakes (Gr.3)-vinderen Moohaajim.

Under navnet Quetzal gik Slava Ukraini usolgt for 45.000 kroner gennem ringen på Scandinavian Open Yearling Sale i 2021, men han blev siden købt af Morten Buskop og endte i en nyoprettet ejerkonstellation med navnet Stald Handshake.

Slava Ukraini indledte allerede sin 3-årssæson den 27. januar på Meydan, hvor han sluttede femte i Listed-opgøret Jumeirah Classic bag Godolphins Naval Crown. Endnu bedre gik det i starten efter i Jumeirah Derby over 2000 meter som fjerde bag Sharar.

I sin sidste start på Meydan blev Slava Ukraini forsøgt på dirt i Super Saturdays Al Bastakiya (L), hvor han dog ikke tacklede underlaget og sluttede næstsidst. Det skulle også blive det sidste nederlag den danskopdrættede hingst kom til at lide i 2023.

Efter hjemkomsten til Norge tog Slava Ukraini nemlig fem storløbssejre på stribe.

Han lagde ud i Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park i juni, efterfulgt af Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll i juli, The Macallan Dansk Derby i august, Breeders’ Trophy Classic på Bro Park i september og endelig Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll i oktober.

Fem sejre der sammenlagt blev vundet med 17 længder til konkurrenterne.

Titlen som Årets 3-årige Hest i Danmark kom i hus foran Angel Field, King Ferdinand og Lucien.

Slava Ukraini og Carlos Lopez på vej mod en overlegen Derbysejr foran staldkammeraten Cotton Eye Joe. Lucien holdt akkurat tredjepladsen foran stærkt afsluttende Silver Wings og Bud. Foto: Burt Seeger.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top