fbpx

Herlige Mortens Prospect rundede 2,5 millioner

På trods af at han nu er blevet 12 år gammel, tynger alderen bestemt ikke den herlige væddeløber Mortens Prospect. Hesten startede torsdag eftermiddag for 103. gang i sin fantastiske karriere, og han skød nytåret ind med en flot sejr i Vallentunalöpning over 1350 meter dirt track på Täby.


Redet af sin vanlige partner Marie Fretheim overtog Mortens Prospect fronten fra Leaping Brave på vej ind i opløbssvinget, og siden lod han ingen komme forbi sig. Sejren blev dog meget knap, idet Fredrik Johansson på ryggen af talentfulde Ringdove kom helt op på siden af Mortens Prospect og bare 100 meter fra mål så Ringdove faktisk ud til at have koblet et lille greb på alderspræsidenten. Mortens Prospect ville dog ikke give sig, og på de sidste 50 meter strakte han atter halsen og holdt sig foran med et kort hoved.

Morten’s Prospect har siden sin debut den 18. juli for snart 10 år siden været en af Skandinaviens ypperste væddeløbere. Som 2-årig vandt han Norsk Kriterium, som 3-årig blev han 2. i Norsk 2000 Guineas bag fabelagtige Masterkind, og han fortsatte med at blive bedre med alderen og slog til i en række storløb såsom Polar Sprint Cup (L) og Täby Open Sprint Championship (Gr.3).

Igennem de senere år har Mortens Prospect bibeholdt sit handicap i 90’erne ved blandt andet at deltage i norske Eliteløb og i handicaps med høj vægt. At han er en utrolig slider beviste han også i fjor, hvor han med 73 kilo på ryggen sled sig hjem til sejr foran Rune Haugens gode sprinter Alomar.

Den amerikanskfødte Procpector’s Bid-søn nåede med torsdagens sejr lige op over 2,5 millioner kroner i samlet præmiesum – og sejren var hans 26. i karrieren!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top