fbpx

Helbror til Gleneagles får dansk debut i Golden Mile

I juni 2020 sluttede den på daværende tidspunkt Aidan O’Brien-trænede hingst Vatican City anden i Irish 2000 Guineas (Gr.1) bag Siskin. Siden var han bl.a. ottende i Epsom Derby (Gr.1) og tredje i Boomerang Mile (Gr.2), inden han mod slutningen af 3-årssæsonen blev solgt til Flemming Velin. På lørdag får han endelig debut på dansk grund.


Vatican City (Galileo – You’resothrilling v. Storm Cat) er helbror til Gleneagles. Foto: Coolmore.

Vatican City er efter Galileo og ud af Cherry Hinton Stakes (Gr.2)-vinderen You’resothrilling (Storm Cat), som har været én af europæisk galopsports mest markante avlshopper i det seneste årti.

Bedst er You’resothrilling kendt som mor til Vatican Citys helbror Gleneagles, der var Gruppe-1-vinder som 2-årig og tredobbelt Gruppe-1-vinder som 3-årig, hvor han vandt 2000 Guineas (Gr.1) i både England og Irland samt St James’s Palace Stakes (Gr.1) under Royal Ascot.

Gleneagles står i dag opstaldet på Coolmore til en bedækningstakst på 17,500 euro og han er far til Gruppe-1-vinderne Highland Chief og Loving Dream, samt en lang række Gruppe-2- og 3-vindere.

Gleneagles i sin fold på Coolmore. Foto: Coolmore.

You’resothrilling – som selv er helsøster til den seksdobbelte Gruppe-1-vinder og igennem mange år førende avlshingst Giant’s Causeway – har igennem avlskarrieren udelukkende besøgt Galileo, og udover Gleneagles og Vatican City har hun produceret Irish 1000 Guineas (Gr.1)-vinderen Marvellous, Moyglare Stud Stakes (Gr.1)- og Prix Jean-Luc Lagardere (Gr.1)-vinderen Happily, Prix de Diane (Gr.1)-vinderen Joan Of Arc, den dobbelte Zipping Classic (Gr.2)-vinder Taj Mahal, Irish Oaks (Gr.1)-2’eren Toy og Weld Park Stakes (Gr.3)-vinderen Coolmore.

Af samtlige ovennævnte afkom ud af You’resothrilling er kun de tre hingste. Gleneagles, Vatican City og 9-årige Taj Mahal, der har været avlshingst siden 2019 og nu står opstaldet på Haras de la Haie Neuve i Frankrig.

Flemming Velin tager herover imod en anden af sine Galileo-sønner, Giuseppe Piazzi, efter sejren i Pokalløb (L) under Sara Slot. Foto: Burt Seeger.

Vatican City kan således heller ikke andet end at gå en senere karriere som avlshingst i møde, og han er trods alt kun seks år gammel.

Han har hidtil syv starter bag sig for Coolmore-teamet og har en andenplads i klassisk Gruppe-1-sammenhæng, men hvor langt luften rækker i løbssammenhæng efter mere end toogethalvt års pause er svært at spå om.

På lørdag møder Vatican City sin staldkammerat Unconquerable (Churchill), storfavoritten Good Fortune (Appel Au Maitre) samt øvrige prominente navne som Sandtastic (Footstepsinthesand), Caliste (Intense Focus), Nascetta (Dubawi), Prins Valiant (Lope De Vega) og Charming Knight (Decorated Knight) i dét der må være den bedste udgave af Copenhagen Golden Mile siden løbet for en del år tilbage havde Listed-status.


Herunder ses Irish 2000 Guineas 2020, hvor Vatican City blev anden bag Siskin (First Defence).

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top