Indenfor 24 måneder mellem 2016 og 2018 startede Cracksman 11 gange og vandt de otte. Han tilhørte første årgang efter Frankel og blev i dén grad fanebærer for sin far med fire Gruppe-1-triumfer og prædikatet som verdens bedste væddeløber. I dag er Cracksman selv far til bl.a. sidste års franske Derby- og Arc-vinder Ace Impact, og han er udset som første partner i avlen for Stutteri Storks Havana Red.
“Med tilbagekøbet af Havana Red har vi fået en hoppe med både afstamning og rigtig flotte løbsresultater, og vi ønsker at give hende så god en start på avlskarrieren som muligt”, fortæller Henrik Stork, der erhvervede Havana Gold-datteren som føl i Irland og havde hende gående i 10 måneder frem til 2018-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale.
Hér blev hun erhvervet af The JC Organization, for hvem hun havde fem sæsoner blandt de bedste skandinaviske væddeløbshopper og bl.a. triumferede i Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) og Norsk Oaks for Lennart J:r Reuterskiöld.
Dertil var hun anden i både Svenskt Oaks bag Alwaysonmymind (Appel Au Maitre) og i Dansk Oaks bag Malekha (Juniper Tree).
Havana Red vandt 10 af sine 32 karrierestarter, indløb lidt over 1,6 millioner svenske kronor og opnåede som bedst et handicap på 90.
Den fukse hoppe er ud af Bering-datteren Rinskia, som selv er en vindende halvsøster til superproduceren Bounce (Trempolino), der både er mor til den firedobbelte Gruppe-3-vinder og nu fremgangsrige avlshingst Hurricane Red (Hurricane Run) og til den skandinaviske championhoppe Icecapada (Mastercraftsman).
“Det er vores hidtil største satsning som opdrættere i form af valg af bedækning”, siger Henrik, som på mandag sender Havana Red af sted mod England.
“Hun skal opstaldes på The National Stud i Newmarket og er så booket ind til Cracksman på Darleys Dalham Hall Stud”.
“Vi havde i første omgang også Cracksmans søn Ace Impact med i overvejelserne, men da han blev introduceret til 40,000 euro i bedækningstakst, appelerede det mere til os at bruge Cracksman, som allerede har været oppe til bevis og samtidig står til under halvdelen”.
Cracksmans Gruppe-1-sejre inkluderer to back-to-back triumfer i Champion Stakes på Ascot, Prix Ganay på Longchamp og Coronation Cup (Gr.1) på Epsom.
Udover Ace Impact er Cracksman med sine to første årgange på banerne også far til Gruppe-2-vinderen Aloa og til fem Listed-vindere i England, Tyskland og Frankrig.
I Skandinavien har Cracksman hidtil kun været repræsenteret ved Mr Ascots 3-årige Morradi, som i to starter for Lennart J:r Reuterskiöld i fjor hentede en sejr og en andenplads, men manges øjne vil utvivlsomt også følge hingstens 2-årige svenskopdrættede datter American Queen, som Pernilla Nilsson i fjor solgte for 500.000 kroner til Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen på Scandinavian Open Yearling Sale.
Herunder kan du genopleve Havana Red og Jacob Johansen vinde Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) på Bro Park i 2021, samt Cracksmans imponerende svanesang i Ascots Champion Stakes (Gr.1) i oktober 2018 under Frankie Dettori: