Peter Jardby-trænede Soy Asturiano har virkelig været i sit es igennem vinterperioden, og søndag eftermiddag vandt den argentinskfødte vallak sin tredje sejr på stribe med danske Nicholas Cordrey på ryggen.
Soy Asturiano lå indvendigt i en delt føring på bagsiden i det 1600 meter lange Guldhandikap, og efter at have afgivet føringen ind på opløbsstrækningen, kunne hesten ganske overbevisende spurte frem til en let 2½ længdes sejr kort før mål. Der var 35.000 kroner i førstepræmie til hesten, der har startet 17 gange i Skandinavien siden han blev importeret fra Argentina.
Soy Asturiano havde vundet fem gange i sit hjemland inden ankomsten til Sverige tilbage i 2006, men hans første sejr på disse breddegrader lod vente længe på sig og kom først den 21. december i fjor. Siden da er det dog gået stærkt, og efter også at have vundet på Täby den 28. december kunne han denne søndag altså indlede 2009 med et velfortjent hattrick.