fbpx

Halfsong debuterer i Dubai

På torsdag får sidste års danske Derbyvinder, den 4-årige hoppe Halfsong, debut på Nad Al Sheba i Dubai. Halfsong skal ud over 2000 meter græs i International Rated Stakes, som er et handicap for heste med et handicap mellem 90 og 105.


Songline-datteren har fået et lokalt handicap på 94, hvilket gør at hun kommer ind i løbet med den behagelige vægt 54,5 kilo.

Halfsong skal rides af Ryan Moore, som hidtil har vundet 11 løb i Emiraterne i denne sæson.

Halfsong får 11 konkurrenter i løbet, hvoraf den højestratede er Mazin Al Kurdis 8-årige Clodion, som dog ikke har vundet et løb siden 2002.

International Rated Stakes, som indgår i løbsserien ‘Dubai International Racing Carneval’, har en samlet præmiesum på 90.000 US$, hvilket svarer til godt og vel en halv million danske kroner.

Halfsongs træner Karl Peter Andersen, eller Karl Anderson som han kaldes i Dubai, er nu selv ankommet til Dubai hvor han torsdag aften får en god fornemmelse hvad der videre kan forventes af den vidunderlige hoppe i den internationale sammenhæng.

Diego Lowther-trænede Rotulo får ligeledes sin debut på Nad Al Sheba, når han samme aften starter over 1200 meter dirt track under chilenske Manuel Santos.

Også i dette løb er der 90.000 US$ i samlet præmiesum. Det bliver en interessant skandinavisk torsdag aften i Dubai.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top