fbpx

Good Fortune starterklæret med jockey – og det øser (igen) ned over Meydan

Good Fortune, som i lørdags blev hyldet som både Årets Ældre Hest og Årets Hest 2023 ved Hestesportens Galla i Aarhus, står overfor årets anden start på Meydan på fredag. Appel Au Maitre-sønnen er – sammen med 26 andre – at finde på listen til Lord Glitters Handicap.


Good Fortune i paddocken før Lord North Handicap. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Lord Glitters Handicap rides over 1800 meter græs med 210,000 AED i samlet præmiesum. Det svarer til lige under 400.000 danske kroner.

Søren Jensen-trænede Good Fortune står med sin OR 102 – tilsvarende 91 i skandinavisk handicap – som nummer fire på listen, et enkelt pund under Charlie Applebys Highbank (Kingman) og Doug Watsons Everfast (Take Charge Indy).

Good Fortune kommer ud med samme vægt – 61,5 kilo – som Francis Graffards Track Of Time (Gleneagles) og Jamie Osbornes Ouzo (Charm Spirit).

Det var netop Ouzo, der efter en forrygende afslutning vandt Lord North Handicap i januar, hvor Good Fortune endte sjette.

Det står også klart, at Ben Coen får genvalg på ryggen af Good Fortune, for den irske rytter er allerede nu sat op på den officielle liste.

Et andet navn på listen er Saeed bin Suroors White Wolf (Invincible Spirit), som for lidt over et år siden fulgte Good Fortune helt til dørs i Zabeel Turf. Også White Wolf er allerede erklæret med rytter – Hector Crouch – så vi kan godt se frem til et nyt møde mellem de to heste på fredag.

Og vejret i Dubai? Det minder faktisk lidt om i fjor, hvor kredsen bag Good Fortune fik al den vand fra oven de kunne drømme om, og hvor Søren Jensens gyldne kommentar “I feel the sun is shining” kom til at give genlyd længe.

Det regner nemlig igen i ørkenstaten, og ifølge YR kommer regnen til at fortsætte hele ugen til og med på fredag.

Den endelige starterklæring til Meydan foretages tirsdag morgen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top