fbpx

Golden Metalimo til tops i Svenskt Derby Trial

For tredje år i træk vandt chilenske Manuel Martinez det svenske Derby Trial på Jägersro – og for anden gang på stribe blev det med en hest trænet af Francisco Castro.


Efter Luca Brasis succes i fjor var turen denne gang kommet til Golden Metalimo, der efter hård opløbskamp besejrede Tertio Bloom.

Det 2400 meter lange opgør fik en god åbning af danskopdrættede Dancing Dane, der tog teten fra start og drog af sted i et godt tempo. Dancing Danes føring holdt dog kun til midt på bagsiden, hvor den entaktede galoppør smed geværet og i stedet overlod føringen til norske Big Ransom der så godt ud på vej ind i svinget. Også her blev der dog hurtigt lavet om på rækkefølgen, da Fredrik Reuterskiölds duo Tertio Bloom/Kim Andersen og Itsagroom/Jacob Johansen.

Begge heste var virkelig godt gående på dette tidspunkt, mens Francisco Castros Golden Metalimo løb ind i pladsproblemer bag trætte heste og måtte en længere vej udenom de øvrige. I sidste del af opløbssvinget fik Itsagroom også problemer da han galopperede for tæt op bag Tertio Bloom og Big Ransom, hvilket gjorde at han mistede aktionen og aldrig rigtig nåede op i samme gear igen.

I stedet overtog Tertio Bloom ganske let føringen, men samtidig havde Manuel Martinez for alvor også fået gang i Golden Metalimo, der skød frem udvendigt og koblede grebet. Tertio Bloom gav sig dog ikke, og han viste glimrende fighteregenskaber ved at følge sin konkurrent hele vejen til dørs og blot var slået med hals på stregen.

Der var yderligere 2½ længde til Itsagroom på tredjepladsen, mens Big Ransom og Piaras tog sig af de sidste pladser i præmierækken. Det var tredje karrieresejr i otte starter for Verglas-sønnen Golden Metalimo, der blev købt for 33.000 euro på Goffs Sportsman & Bonus Sale i efteråret 2005 og nu har rundet 180.000 kroner i samlet præmiesum.

Den skimle hingst har aldrig været dårligere end anden på sin hjemmebane Jägersro, og han fremstår efter fredagens sejr som endnu en varm favorit i et utroligt åbent Svenskt Derby om lidt over fire uger.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top