Tirsdag aften solgte Alice Weiste og John Christensen igennem Anna Sundströms Coulonces Sales deres 1-årige Footstepsinthesand-halvbror til Gruppe-1-vinderen Lucky Vega for 630,000 euro på Goffs Orby Sale i Kildare.
Hingsten blev den næstdyreste åring på førstedagen af Irlands største auktion, kun overgået af en hoppe efter Galileo, som Coolmore-teamet købte for 1,5 millioner euro.
Hammerslaget faldt efter en længerevarende budduel mellem The Hong Kong Jockey Clubs agent Mick Kinane og BBA Irelands Michael Donohoe ud til sidstnævntes fordel, og Donohoe kunne hurtigt bekræfte, at åringen blev handlet på vegne af Lucky Vegas kinesiske ejer Zhang Yueshengs Yulong Investment og også skal trænes af Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderens nu tidligere træner Jessica Harrington i Kildare.
Lucky Vega (Lope De Vega) har nu selv indledt sin karriere som avlshingst i Australien.
Alice Weiste og John Christensen købte igennem Filip Zwicky Agency den brune Footstepsinthesand-søn kort før jul i fjor på Goffs Foal Sale for 300,000 euro – og bare ni måneder senere var prisen altså mere end fordoblet.
Godt hjulpet af halvbroderen Lucky Vegas fortsatte succes på øverste plan som tredje i 2000 Guineas (Gr.1) i Newmarket og anden i St. James’s Palace Stakes (Gr.1) i Royal Ascot – men også det enorme arbejde som familien Sundström har lagt i hingsten siden den ankom til stutteriet i Normandiet i begyndelsen af 2021.
Allerede få dage efter handlen i december blev det daværende føl transporteret fra Irland til Danmark, hvor han i en periode henover vinteren var opstaldet hos Karina og Alexander Elsass på York Stutteri.
Herfra blev han sendt videre til Normandiet, hvor han blev forberedt til Goffs Orby Sale og på denne sidste tirsdag i september skrev et stykke flot historie om skandinavisk samarbejde på tværs af landegrænser.
Alice Weiste og John Christensen har igennem de seneste to år oplevet resultater der kun er få forundt indenfor skandinavisk galopsport.
2020 bød på sejre i både Svenskt Derby, Voterlöpning, Norsk Kriterium og Norsk Oaks, og 2021 har så langt givet dem sejre i storløb som Voterlöpning og Hurricanelöpning samt en andenplads i Svenskt Derby – og nu har ejerparret ligeledes oplevet at være centrum på en af verdens største åringsauktioner.
“Det er en helt surrealistisk oplevelse, og der går nok et stykke tid før den helt går op os. Vi modtog overvældende mange lykønskninger hjemmefra kort efter hammerslaget, men i bund og grund har vi jo bare været investorer med et fantastisk team omkring os – en fantastisk skandinavisk alliance, og vi vil bare takke både Karina og Alexander Elsass samt hele familien Sundström – Anna, Maja, Moa og ikke mindst Lillie – for en helt uforglemmelig oplevelse”, sagde en tydeligt rørt John Christensen efter salget.
“The best yearling I’ve ever seen” – se interviewet med BBA Irelands Michael Donohoe herunder:
Du kan læse mere om det opsigtsvækkende salg i bl.a. Racing Post:
“Footsteps colt brings tears of joy”
Scandinavian alliance enjoying the anticipation with Lucky Vega’s sibling