fbpx

Godolphins weekend på Hamburg-Horn – Sir Lando deklasseret

Det var i sandhed Godolphins weekend på Hamburg-Horn. Lørdag eftermidag sørgede Campanologist og Frankie Dettori for en Gruppe-1-sejr i Deutschland-Preis, og et døgn senere var det Royston Ffrench i bøjlerne på Buzzword der stjal alle overskrifter ved at blive den første udenlandske vinder af Deutsches Derby (Gr.1) igennem tiderne.



Pivotal-sønnen Buzzword, der for kort tid siden blev efteranmeldt til Gruppe-1-løbet for 50.000 euro, fik en perfekt start på opgøret og lå samtlige 2400 meter helt fremme i forreste geled.

Ind på opløbet fik hingsten “first run” på det store tyske hjemmehåb Zazou/Olivier Peslier, og den engelske gæst forsvarede sig glimrende hele vejen til målstregen og sejrede til slut sikkert foran Zazou.


Sir Lando deklasseret

Lige bag de to første gennem mål fulgte Wido Neuroth-trænede Sir Lando, der efter at have ligget sidst fra start afsluttede fabelagtigt i midten af banen og snuppede tredjepladsen foran Russian Tango.

Desværre hylede voldgiftens sirene kort efter løbet, og der var nedlagt protest overfor Sir Lando og jockey Jimmy Fortune. Desværre faldt denne ikke ud til den den norske deltagers fordel, og Stall Perlens nye superstjerne blev deklasseret til fjerdepladsen.

Alligevel må præstationen siges at være fremragende af Sir Lando, der endnu er sparsomt startet og løber meget grønt – hvilket også blev årsag til deklasseringen.

Lando-sønnen står meldt i både Svenskt og Norsk Derby, og ligesom da Appel Au Maitre startede i og vandt disse to opgør kom han rent faktisk fra en fjerdeplads i det tyske Derby (Gr.1).

Historien kan atter engang være meget tæt på at gentage sig!

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top