Funny Legend vandt Upplandlöpning med hals

Der er ingen tvivl om at Funny Legend er Skandinaviens bedste hoppe, men når hun samtidig har suveræne Fredrik Johanssson på ryggen kan selv ikke de bedste hingste andet end frygte Stall E & F’s 6-årige Funambule-datter.


Funny Legend havde en helt speciel statistik at forsvare i Upplandlöpning over 1950 meter græs på Täby. Hun vandt nemlig første gang ude som både 2-, 3-, 4- og 5-årig, og nu skulle hun forsøge at sæsondebutere med sejr for femte år i træk – og vel at mærke mod et stærkt felt bestående af bl.a. Skandinaviens højesthandicappede hest, Jubilation, én af Täbys bedste ældre heste, Moltas, samt Crimson And Gold, der i sin sæsondebut havde været anden i Dansk Jockey Club Cup (L) på Klampenborg.

Funny Legend fik som sædvanligt en passiv rejse, og hun lå længe sidst i det syv heste store felt, mens Ecology/Gustavo Solis angav pacen. Eduardo Pedroza havde placeret Jubilation indvendigt bag de forreste, mens Crimson An Gold/Yvonne Durant lå tredje udvendigt for Ecology og Moltas.

Da Ecology ikke kunne holde dampen oppe længere rundt opløbssvinget fik Per-Anders Gråberg first run med Moltas, der hurtigt trak to-tre længder fri af det øvrige felt. Eduardo Pedroza valgte at søge til udvendigt angreb med Jubilation, mens Fredrik Johansson tog den korteste ved med Funny Legend.

Midtvejs i opløbet var Moltas fortsat i klar føring, men Per-Anders Gråberg var klar over at overmagten var lige bag ham, og få galopspring før målstregen lykkedes det Fredrik Johansson via sin eminente finishridning at drive Funny Legend forbi den tapre udbryder.

Funny Legend og Moltas havde små fem længder ned til Jubilation på tredjepladsen, hvorefter Crimson And Gold fulgte fire længder efter på fjerdepladsen. Der var 50.000 svenske kroner i førstepræmie til Funny Legend, der hermed rundede 3,5 millioner kroner i samlet præmiesum. Det var Funambule-datterens sejr nummer 19 i 28 starter, og hendes næste opgave bliver efter al sandsynlighed Stockholms Stora Pris (Gr.3) over samme bane og distance den 29. maj.

Muskateer Steel i Sprint Trial
Foruden forprøven til Stockholms Stora Pris var også Sprint Trial over 1150 meter denne eftermiddag på Täby, og her var Bendik Bö-trænede Muskateer Steel forhåndsfavorit til sejren. Det gik stærkt fra start med indvendige Senora Thatcher/Manuel Santos i front med Golden Gift/Eduardo Pedroza og Tiberius Caesar/Jacob Johansen udvendigt for sig.

Per-Anders Gråberg valgte at tage det roligt med Muskateer Steel, der lå et par længder bag de forreste rundt opløbssvinget. Ind på den lige bane begyndte de forreste at vise svaghedstegn, og i stedet skød Muskateer Steel frem mellem heste og kunne til slut let indfrie favoritværdigheden med halvanden længde til Golden Gift og Fidelity på de nærmeste pladser. Ligesom i Upplandlöpning var der 50.000 kroner i førstepræmie.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top